Følelser ved den Hellige Nadvere En Ode,tilegnet Hans HøiærvæerdighedHr. Dr. SchønheyderBrødre, hvis er den Glands? — Seer I det herligePurpurskier, som min Siel gysende svømmer i;Nu da Naadens Herold festlig nedstiger fraVerdners Dommer — fra Ham, under hvis Vredes VinkLysets trodsende Aand sank i en haabløs Nat?Siig, Du salige Flok! eller om een, kun eenKnæler blant dig, som sterk, længe bortvendt fra Støv,Alt ublinkende tør stirre paa Glædens Veld;O han lære mig snart, hvo der udgyder denStrøm af Straaler? det Hav, som jeg omspendes af;Nu da Miskundheds Bud, svævende nærmer sigTil mig Frelste, til mig Jord-Gud, den Eviges,Den Retferdiges Ven? nærmer sig zitrendeUnder Kierligheds Magt, aandeløs af min Fryd,Med Forsoningens Kalk i sin udstrakte Haand? O fortolk mig mit Syn! Om det maaskee kun erVeemods rygende Dug, Angerens dampendeMilde Regn, som min Siel smelted bortflyder i?Er det disse min Taks Vidner, som brændendeNu fremvelde, og nu styrte mod Livets Strøm?Siig mig, er det maaskee Taarer, som blende mig?Eller muligt min Aand, drukken af fremmedeGlæder, svimler og blot slumrende leger medStore Skygger af Gud — salig som Israel,Da han drømmende saae Skaberens Vei herned?1Elskte, siig dog, o siig, nu da min brændendeLæbe zitrer, og mat klæver ved Pagtens Blod:Synker Jorden ei bort? Aabnes ei Himlene?O jeg føler! jeg seer! O det er ingen Drøm,Intet svindende Glimt! Thi jeg omfavner dig,Min Forbarmer! min Gud! Thi, som den graanendeTaage, Sivenes Dragt, Lilliernes Natteskiul;Som den smelter, o Soel, i dine Straalers Glands;Saa bortsmuldrer, saa flyer Kierligheds Dragt af Støv.O jeg seer den ei meer! Ikke dit matte Smiil,Fredens gispende Bud, ikke den gyldne Kalk!Ham kun seer jeg, ham selv! Almagts enbaarne Søn!Ham, som dybt af sin Barms bundløse MiskundhedFremdrog Himle til mig Faldne, mig, Mørkets Træl,Mig sin Fiende! — Ham selv, som fra sin Throne steegNed til mig; til en Orm! Fandt mig i Nattens Mulm!Blev min Broder! blev Støv! slukte min Dommers HarmMed sin Graad! med sit Blod! Viiste mig Lysets Vei!Bad med smeltende Suk, bad mig at følge den!Holdt mig fast, naar jeg gled! reiste mig, naar jeg faldt!Var mit Skiold mod ethvert Glimt af Retferdighed,Tændt af trodsende Synd! kæmpte utretteligMod Afgrunden, mod mig! tvang mig til Himles Fryd! Ham kun seer jeg, kun ham! Herlig fremtriner hanAf sin graanende Skye! Støvets trofaste Ven!Ham omfavner min Siel! og mine zitrendeArme fyldtes af Gud! det er ham selv, som nuKierlig blotter sit Bryst, helder det smilendeTil min Læbe af Kiød! diende hænger jegVed dets aabnede Veld, drikker et Svelg af Liv!Men igiennem sin Graad stirrer mit Øie paaHvert velsignende Smiil, som med den EvigesMagt-Ord, siger mig høit: Elskte, din Siel er frelst!