Kanzone
Til min Hustru, 11. August 1894.
Til min Hustru, 11. August 1894.
I Hjemmet, tavs i Stuen,
jeg lytter til Pendulet,
der taktfast stævner mig til Skriftemaalet;
thi over Middagsbuen
er rullet Solehjulet:
Snart ses kun Glødespor, hvor det har straalet.
Men slukker Dagen Baalet,
og skal det røves, det, jeg har i Eje —
og skal min Vinge stækkes
og mine Kræfter svækkes, —
jeg har dog Dag og Sol paa mine Veje,
saalænge dine Hænder mod mig rækkes!
Og derfor vil jeg synge
en Hymne, Dig til Ære,
saalænge Sangens Væld i mig har Magten;
og jeg vil mig forynge
saalænge, som Du Kjære
din Fred vil lyse over mig paa Vagten!
Men naar saa ud af Takten
engang min Sang, mit Hjerteslag skal tvinges:
da straaler mig i Minde,
da lyser mig i Sinde
den Fryd, hvoraf idag min Sang bevinges,
den Hjemmets Lyst, som fylder mig herinde!
Min Stues Billedkjæde,
der slutter mig som Fange,
mens mig bevogter Roser nu og Bregner,
skal se min Manddomsglæde,
skal ildne mine Sange;
thi det er Dig, hvis Aand i Alt sig tegner:
Men alle Roser segner —
og Du og jeg gaar bort i Aftensvalen.
Naar da en sildig Time
de store Klokker kime,
da held os, hvis vi nemmed Skriftetalen,
saa Vejen bag os bli’er en gylden Strime!
Du véd, jeg har en Gru for Rejsestunden
og for de Dage, som os ej behage.
Til Dig har Tak jeg og kun Tak paa Munden,
og vefyldt-glad igrunden
ser jeg nu fremad, — tænker jeg tilbage!