Andreas Dolleris (1850–1925)

Dag! du, som smykkes

med Sommerens Navne,

Dag, som al Ungdom

            higer imod!

Om Værget skal lykkes,

om vel den skal havne, —

du være det straalende

            Lys for dens Fod!

Dag over Dage,

høj og profetisk!

Trøstig din Viser

            peger sit »Frem«.

Med et »Tilbage«

knyt du magnetisk

Baand fra de Unge,

            fra Hjem og til Hjem!

Øv dem i Takken

til Hjemmet, hvis Virken

Aar efter Aar gav

            Ungdommen Væxt:

Hjemmet paa Bakken,

som Møllen og Kirken

lærte til hverdags

            sin Højmessetext!

Hvor Snoghøj-Landevejen sin lige Snor har spændt,

et Skolehus paa Marken af Tusind er kjendt.

Og kom man til Døren, og banked dér man paa:

knap nogen Døgnets Time fandt den stænget med Slaa:

I Stuen gik Fruen med den dampende Kop,

hvis Sky med Tobakkens i en Enhed gik op!

Ja, kom man, mens Solen end stod paa sin Vagt,

eller naar Dagen sine Børn til Ro havde lagt:

Her var Hjerterum — og Husrum — og Tonerne fo’r

som en Vrimmel, der Guds Himmel bar paa Vinger til Jord.

Og Bønder og Raader man sammen her har set

med Malere og Spillemænd og en ensom Poet;

mens de spilled, saa den undred sig, den hele vide Egn,

saa alle Stjerner spilled med i selve Lyrens Tegn.

Fast utrolig og utallig var den brogede Stat,

med alle Uniformer, fra Jakke til Ornat.

De sang, saa det klang ud gjennem Havens Træer,

saa Mozarts Toner lærtes til en fløjtende Stær.

Om Kjørekudskens Heste havde aset sig træt,

de dansed her forbi til en Hartmannsk Menuet.

Og Orglet gik i Takt til Bratsch og Klaver;

kun Stueuhret gik forkert: en Time i et Kvarter!

Nu flyer fra denne Rede de Fugleunger ud:

En efter anden staar Ternerne som Brud;

og paa »Stolen« i Kjolen skal Sønnen snart som Præst.

— Mon da her bliver Stilhed, hvor Tonerne holdt Fest?

Nej, selv om i Ruiner skal lægges dette Hus,

der vil svinge, der vil klinge over Tomten et Sus,

et Ekko af Toner fra Fugl i Hæk og Lund,

fra Pigens bløde Læber, fra Vogterdrengens Mund —

fra alle dem, I spilled ad aabne Døre ind,

og som ved aabne Hjerter I vandt med Sjæl og Sind!

Den dejligste Drøm, som han drømte, var sand,

thi den gav ham sin Rigdom i Eje:

Han saa’ ikke blot det forjættede Land, —

nej, ind dér blev slynget hans Veje.

Da Søvnens blege Søster, hun kyssed hans Kind,

da ham aabned den Verden sit Indre:

Som Mand og som Barn skal han rejse derind —

det ses i hans Øjne, der tindre.

Men hun, som vil til Landet med ham flyve bort,

skal ham lære dets Skjønhed at nemme;

er størst hendes Tale i »Lieder ohne Wort«, —

hun har al Veltalenheds Stemme.

Og ligner end hun Stæren paa Husfløjens Gavl,

— er den Stræbsomme aarle og silde, —

ret aldrig hun hverves saa tjenestetravl,

hun bli’er dog Foryngelsens Kilde.

Og som den lange Dag er han prægtig og god

og fortjener al Menneskets Glæde:

Saa strømme hans Løn ham i Verden imod,

hvorhen han med hende maa træde!

Se, over Havegjærdet nejer Roserne ud,

— snart den hvæssede Høstle vil skjære-,

men endnu Skjærsommer sig pynter som Brud:

Saa grib da al Sommerens Lære!