For dine Ungdomskræfter
og for dit friske Mod,
for dine blanke Øjne
og for din lette Fod —
For Hjertets viltre Glæde,
for Barnet i dit Sind,
for Sundheds fine Rødme,
der brænder paa din Kind —
For Drømme og for Tanker,
som i din Sjæl blev skabt —
for Alt der er en aaben Grav:
det éngang vorder tabt!
— Saa tag en Livets Rente
for Nedgangstimens Kaar,
mens Sommersolen fletter
sin Rose i dit Haarl
Og husk, hvad Dagen kræver
med ubønhørlig Røst:
at vie den dine Næver
fra Morgnen gryr i Øst.
Da vil din Ungdom spares,
til du er bleven graa,
til Solehvervet kommer,
og Mørket falder paa.
Da Rosentiden længes
ved Arbejds-Uhrets Klang
da fatter du og elsker
den Sandhed, jeg besang.