Naar Dagen, den slukker sin Lue
og hilser med Afskedsord
den vældige Tjenerskare,
som røgter dens Hverv paa Jord, —
da kommer til Menneskers Stue,
med et Spørgsmaal paa sin Mund,
en Engel, vor Færd skal svare
i den vigende Aftenstund.
Om paa Morgenvagten vi fandtes,
da Solkuglen hæved sig blank?
Om vor Gjerning prægede Tiden,
indtil Daglysets Straaler, de sank?
Om vi, medens Livstraaden vandtes
af Aarenes rullende Ten,
holdt Sjælene unge i Striden
og holdt Fanen hellig og ren?
Dig vidnes skal det til Ære,
Du Danmarks udkaarne Skjald,
— der kjendte som Vagt Dig i »Lejren«
og i »Døgnets Rejsestald« —:
at midt i den larmende Sfære
blev din sjælfulde Digtning skabt.
Hvordan end blev Kampen og Sejren,
med den har Du aldrig tabt!
Jeg véd det, bedagede Digter! —
om dit Navn der har staaet Strid:
om Du holdt, hvad engang Du loved,
og ej svigted din Ungdomstid.
Men jeg, som Parolerne svigter
for alle Partiernes Lag,
jeg bøjer som Hyldest mit Hoved
for Dig paa din fuldsjeldne Dag.
Min Tak for Synerne høje
om Ungdommens Haaben og Drøm;
for din Sang om det Land, vi skal vinde
skjøndt det brødes af Storm og af Strøm; —
for den Ild i din Aand og dit Øje,
da profetisk Du varslede »Gry«
og manede Mand og Kvinde
til Arbejdskolonnen paany.
Naar vi ser den livsalige Stribe
bag Ploven i sorten Muld
eller øjner om Kæmpegrave
en Rugmarks bølgende Guld;
naar vi ser de hundrede Skibe
svømme bort med vor Overflod, —
da vi fatter din Digtnings Gave
som Del af vort Kjød og Blod!
Du Tolk for Virkeligheden,
for den daglige Verdens Færd;
Du Sanger, der bær end ved Side
dit skarpe, uplettede Sværd!
Maa nu lyses over Dig Freden,
den dybe, i Aftenens Skjær,
som Du staar med Haarene hvide,
Soldat i den stolteste Hær!
Tak være Dig, danske Sanger!
for din Dag saa mandig og skjøn,
for Toner som Fuglenes Kvidder
og som Lurenes mægtige Drøn!
Nu, mens Dagen til Hvile ganger,
vil Dig hædre dit gamle Land,
Du Ordets højbaarne Ridder,
Du Arbejdets haandgangne Mand!