Du straalende Dag,
livsalig i Fylde,
med din Solkuppels Glød
over Skabningen tændt;
du indviende Dag,
med din mægtige Vinge
over Skoven og Marken
og Bølgerne spændt!
Jeg vil ære dit Ophav,
lovsynge din Storhed,
naar dit vældige Baal
tænder Østen i Brand, —
naar dine Strimer, de bredes
som udstrakte Arme,
der Velsignelsen lyser
til de Levendes Land!
Jeg vil prise de Timer,
hvori jeg maa aande,
jeg vil ære den Almagt,
som mig Timerne gav,
og synge et Drapa
om Lyset paa Jorden,
skjøndt det Lys, det bestraaler
baade Dødning og Grav.
Jeg vil takke for det rullende
Blod i min Aare,
for Nervernes Fibre
og Musklernes Kraft,
og bøje mit Hoved
for hin Enevoldshersker,
der ved kongelig Bestalling
gav mig Næver paa Skaft.
Og jeg elsker det Lys,
der besjæler mit Øje,
der forklarer min Pande
og beaander min Sang,
der straaler for mit Syn
i Regnbuens Farver
som en Æresportal
for vor Højmessegang.
Jeg vil prise den Jord,
i hvis Indre det gløder,
mod hvis halvløste Kræfter
jeg er ringere end svag,
skjøndt den væltes af sit Leje,
naar sin Bane den møder,
og den slynges i Atomer
paa den yderste Dag.
Jeg hører det suse
i Bøgen foroven —
det er Sommerdagens Højsang
i usigelige Ord,
og det glimter i Facetter
derude paa Voven —
det er Skjønheds-Diademet
om Guds lysgrønne Jord.
Og det gungrer i det Fjerne,
mens en Røgsøjle rejser
sin graahvide Stribe
over Skovbrynet hist;
og Damphesten pruster,
og Kobbertraaden synger —
og der tændes i min Sjæl
den elektriske Gnist.
I Alskabningens Kirke,
der har Sfærer til Buer,
Solstraaler til Spir
og et Stjernehav til Tag, —
vil jeg knæle for Lysets
umaalelige Alter
og vies til din Tjener,
du straalende Dag!