Die Wunder sind geblieben, denn wenn wir selbst das Wunderbarste, von dem wir täglich umgeben, deshalb nicht mehr so nennen wollen, weil wir einer Reihe von Erscheinungen die Regel der cyklischen Wiederkehr abgelauert haben, so fährt doch oft durch jenen Kreis ein Phänomen, das all unsre Klugheit zu Schanden macht, und an das wir, weil wir es nicht zu erfassen vermögen, in stumpfsinniger Verstocktheit nicht glauben. Hartnäckig läugnen wir dem innern Auge deshalb die Erscheinung ab, weil sie zu durchsichtig war, um sich auf der rauhen Fläche des äussern Auges abzuspiegeln.
E. T. A. Hoffmann.
Aand! ormklædte Guddomsslægt!
hævd titaniskt Herkomstkrandsen!
er Dig Kraftens Lönsal dækt,
haan dens Afkom! dödtryk Sandsen!
skrid heroiskt, og fornægt!
Hærd mod Kjendslerne Dig i
sammenholdte Loves Flamme,
at koldtröstende og fri
Du for Haablöshed kan bramme
med en kunstlös Apathi. —
Har Du selv fra fast Paulun
klart ved Undergangsruiner
og Colossers Födselstund
speidet gjennem Lovlaviner
ved hvert Stof blot Fölgens Grund?
Og hvor Gjætning kun opsteeg,
hvor sig löste Aander temple
bag Forventnings Æthervæg,
vil Du kjende, eller stæmple
Synet som phantastisk Leeg?
Skal Du favne Alt, trods Lænkens Vægt?
ei blot Stoffet i Atomer
löse til meest enkelt Slægt?
men Dig Aandeverdnens Dömer
Intet overhvælve dækt? —
Hvi da staaer Dit Stofs Colos?
eller aner selv Du Blivet
bag en taaget Cocytos?
er kun for at leves Livet,
ei til Stræben rækket os?
Hævd da Adlens Stammetræ
ei ved grundlös Nægten længer!
kald ei stolt hvert hemm’ligt Læg,
hvor Din Lues Væld ei trænger,
Lögnens viede Moschee!
Kald ei Synet Phantasi,
som i Eensomhedens Tempel,
kjædet til Melancholi,
trykker Virkeligheds Stæmpel
paa et selvskabt, Trylleri! —-
Naar Din Snildheds baarne Tind,
höinet paa Atlantegrunde,
bugner under Sorgs Lavin,
og Din Evigheds Rotonde
stander lig en tom Ruin.
Naar forterende og vild
dyb Fortvivlelse let frister
Væsnet med en Gögleild;
naar selv Hjertets Tillid brister,
og det Elskte vorder Tvivl.
Naar en Aabenbaring kun
lænke kan til Haabet Smerte;
kommer da i hellig Stund,
Varsler for det syge Hjerte!
gjennem Sandsen, med et Blund! —
Fostere af Kjærlighed
hos de helligfulde Maner!
meer end Tankens snilde Fjed,
visse I hvad Hjertet aner
om et Ventes Samlingsbred.
Kun Jordlivets bundne Træl
fylde Eders Trin med Bæven;
Tidens Kamp forjettet Held
seer i Eders lette Svæven
hver det Bedre viet Sjæl.
Svæver derfor, naar det her
dæmrer for det vaade Öie,
svæver frem med Tröstens Skjær,
salighedomstraalte Höie!
venligt stammende: "vi er’!"