Veemodskvad
skrevet i et gammelt, ödelagt Bjergslot
skrevet i et gammelt, ödelagt Bjergslot
Aft’nen dæmrer: i et helligt Stille
hviler Engen, Lundens Kvad hendöer;
ikkun hist bag Murens faldne Pille
jeg en Faarekyllings Piben hör’;
Freden smiler ned fra skyfri Himmel,
Hjorden drager hjem i braaget Vrimmel,
og ad trætte Landmand vinker Ro,
södt i landligskjönne Fædrebo.
Her, paa disse skovomkrandste Höie,
her, paa Gruus af Fortids Herlighed,
hvor dens Skygger vandre for mit Öie,
svæv, o! Veemod! Du til Skjalden ned!
Sörgende jeg tænker her tilbage,
hvad hiin Gruushob var i Oldtids Dage:
en betaarnet Borg, höit hvalvet op,
kneisende paa Bjergets Klippetop.
Hist, hvor om en faldefærdig Bue
Vedbend’ ömt, veemodigt slynger sig,
medens Solens Afskedsstraaler lue
gjennem brustne Ruder ned til mig,
signede maaskee en Faders Bönner
fordom en af Nordens ædle Sönner,
i hvis Aarer bolde Kæmpers Blod
brused’ end med gammelt Heltemod.
"Sön!" löd Gubbens Ord, "med Fred Du drage!
"see! jeg gjorder Dig med Heltesværd:
"vend som Seirer, eller ei tilbage!
"Dine Fædres Navn Du vorde værd!"
Og den ædle Ynglings Öie lued’
Dödens Ild, mens henrykt Fader skued’
Kindens Glöd, lig friske Rosenlund
i den purpurröde Morgenstund.
Som en Tordensky da foer den Gjæve,
Henrik Löve lig, til Ridderfærd;
ret som Granerne for Stormen bæve,
bævede for ham en Fjendehær.
Blid, som Flora, der blandt Blomster smiler,
han mod Fjeldehallen atter iler:
i sin Faders gamle Kæmpearm,
til sin Piges glædedrukne Barm.
Ak! med bange Længsel seer den Fagre
tidt fra Höiloft ned i Dalens Skjöd:
Bannere i Aftenvinden flagre,
Hingste vrindske til Trompetens Stöd.
Frem han flyver; maallös hun ham favner,
rödmer, blegner — Intet meer hun savner;
men det lyse Oies stumme Röst
toned’ ei Petrarcs, ei Sapphos Bryst.
Muntert gjenlöd Kvad ved Bægerklangen,
indtil Dagens Morgenskjær frembröd,
hist, hvor Uglen tuder Dödningsangen
bag den dybe Borggravs Tidselskjöd:
Sagn om Slag og blodigt vundne Seire,
Rædselseventyr i Korstogsleire
vakte i det vilde Krigerbryst
ofte Mindets gruelige Lyst.
O! Forvandling! Nat og Gru kun minde
nu om Oldtids stolte Herlighed;
sörgeligt nu hyle Nattens Vinde,
hvor de Stærke hylded’ Munterhed.
Eensomt Tidslen voxer hist bag Skranken,
hvor sig Drengen jubled’ Mand i Tanken,
naar vildt Luren brused’ Kampens Klang,
og paa Gangeren sig Helten svang.
Aske ere nu de Stærkes Bene,
sænked’ dybt i Dödens stille Vraa;
de i Höien halvnedsjunkne Stene
vise næppe Stedet, hvor de laae.
Manges Stöv henveired’ lette Vinde,
dybt som Graven sank og deres Minde:
over Fortids lyse Heltery
svæver Glemsels Aand paa mörken Sky.
Saa, ak! Livets Herligheder svinde,
saa forgaaer al jordisk Vælde bradt,
saa henhvirvles, medens Tider rinde,
Alt, hvad Jorden bar, til Glemsels Nat:
Laurber, som omkrandse Heltens Pande,
Stordaad, som i Malm og Marmor stande,
Urner, viede til Mindets Aand
Harpen selv, os rakt af Brages Haand.
Alt, hvad ædle Hjerter her i Stövet
længes efter, og henrykkes ved,
visner hastigt, som paa Træet Lövet,
naar om Hösten Stormen farer ned.
Morgenröden skuer tidt i Döden
Den, som henrykt hilste Aftenröden;
Elskov selv og Venskab intet Spor
efterlade paa vor dunkle Jord.
Söde Elskov! Dine Rosenlunde
grændse her til Smertens Tjörneörk;
Venskab! Dine Dales lysblaae Grunde
hyller Uveir tidt i Natten mörk.
Höihed, Stornavn, Magt og Hæder svinde:
stolt Erobrers klippesatte Minde,
ydmyg Pilgrims skjöre Vandringstav —
Alt nedsynker i den samme Grav.