Kom! Hjerte, blödende, men godt,
hvor Sorgen lystede at bygge!
kom! Hviil Dig her i Granens Skygge!
og glem den blege Herres Slot,
hvor Sukket Höitidssangen er,
hvor Mismod Taareskaalen rækker,
hvor, under Haabs svigfulde Skjær,
sin nögne Fuulhed Selvmord dækker! —
Naar Alnaturen varsler Grav;
naar Bladet falder, Blomsten visner;
naar spögfuld Bæk, lig Olding, isner,
og Veemod, samstemt, griber Stav;
naar vei’ret hen er vaarlig Duft,
Liglagnet bredt ved natlig Kjerte;
naar Storm med Klang kun fylder Luft,
lig hule Suk fra Dödens Hjerte.
Da stander Du i liigklædt Hal,
grönsmykte Gran! med Smiil i Döden,
lig Dyd, der freidigt staaer i Nöden,
selv Alt omkring den vies Fald.
Kom derfor, Sjæl! fra Sorgens Vraa!
tre Himlens Aander, evigunge,
som deres Billed’ i den saae,
et Tröstenskvad vill’ for Dig sjunge.
"Indslut mig, Væsen! i Din Favn
"og tryk mig venligt til Dit Hjerte!
"trygt værner jeg mod Sorg og Smerte,
"thi barnlig Tro er Dig mit Navn.
"Lad Livet mörkne! Storme slaae!
"og Lyn i Lyn med Rædsel tindre!
"Hvo gjemmer mig i Hjertets Vraa,
"har evigt Solskjær i sit Indre. —"
"Og trindt i Borg, paa Sö og Vang,
"dog meest i Hytte, man mig priser;
"som Varselsaand jeg Glæden viser,
"og sjunger Smertens Vuggesang;
"thi kjend mig! viid! jeg Haabet er,
"som staaer i evig Blomst herneden,
"og over gjenfödt Morgenskjer
"henpeger blidt mod Evigheden. —"
"Mörk Nat omhylle Dine Fjed!
"og Ork, hvorhen Dit Blik sig vender!
"een Lampe venligt altid brænder,
"een Plante spirer: Kjærlighed.
"Thi kast Dig tröstigt i min Favn!
"og Örk vil blomstre, Nat vil smile;
"dödstampled’, Uro, Kummer, Savn
"for Guddomsstraalen bange ile. —"
Saa sjunge de med venlig Röst,
husvalende med milde Luer,
de Engler smaae fra Lysets Buer,
mod Smerten Pantsre om vort Bryst.
Lig Granens Lövsal, altidgrön,
de Himlens Aander, evigunge,
i tallös Sværm, dog helst i Lön,
i Vinter som i Vaaren sjunge.
Kom derfor! Hjerte, i hvis Hal
det Sorgen lystede at bygge!
kom! hviil Dig her i Granens Skygge!
besku dens altidgrönne Sal!
da grönnes det om Sorgens Hjem,
og Sangen vil, lig Röst fra Eden,
höit i Dit Indre lyde frem
om Tro og Haab og Kjærligheden.