Mens af en jordisk Dommer du forhøres,
Hvem Jordens Konger Intet har at svare,
Du store Ting din Dommer lod erfare,
Og nye Tanker for hans Indre føres.
Skjønt af Vankundighed hans Øje sløres,
Ved dine Vidnesbyrd, de guddomsklare,
Som vil ham Sandhedsriget aabenbare,
Det af et Lys, et ubekjendt, berøres.
Det Lys, der glimter ham som nyt imøde,
Er i sig selv det ret Oprindelige,
Vort Væsen skabtes til at efterhige,
Det viser sig som nyfødt Morgenrøde
For os, der blindt omkring i Synden famle,
Hvem Mørket er det velbekjendte Gamle.
