1.
Rund er den rige Bygning. I dens Skjød,
Fast i dens Midtpunkt, allerdybest inde,
En Have hviler som af Vaaren fød,
Thi skjønnere har blomstret ingensinde;
Bygmestrene dæmonisk Snille lød,
Saa Bueganges Væv sig sælsomt vinde;
Ej ad de krumme Ganges sno’de Lukke
Skal Nogen ind i Havens Skygger dukke.
2.
Ad Hovedporten, som til Borgen fører —
Den havde hundred — tren de Kæmper tvende,
Paa Hængsler den af klarest Guld sig rører,
Af udarbejdet Sølv dens Felter blænde:
Til Billedskriften maa de Blikket vende,
Bag Kunstens Mesterskab sig Stoffet slører,
Dens Skikkelser til Liv kun Talen fattes,
Ej heller den, hvis Øjets Udsagn skattes.
3.
Herakles spinder her blandt Lydiens Piger,
Omphale klæder sig i Løvens Hud;
Hist blaaner Bølgen, Masteskoven stiger,
Af Skummets Kranse hvidner Havets Skrud,
To stolte Flaader følge Kampens Bud:
Mens Romervælden for Augustus kriger,
Antonius mod ham i Kampen stævner
Med alt, hvad efter Østerland sig nævner.
4.
Man skulde tro, Kykladerne var revet
Fra Grunden løs med deres Klipperod
Og svømmet hid, af Storm og Bølger drevet,
Og tørned nu hinanden vildt imod:
Saa taarnet Skib mod Skib i Brydning stod,
En Lueskrift var over Havet skrevet,
Da han, som stred at vorde Verdens Konning,
Paa Flugten følger Østens fagre Dronning.
5.
Han flygter ej, han drages af sin Flamme,
Han lyder Elskov, Frygt hans Sjæl ej kjender,
Læs i hans Blik og se ham dybt sig skamme,
Mens Vredens Rasen gjennem Skammen brænder:
Ret føjed Kampen sig, og i det Samme
Forlod han den, han halvt et Blik den sender —
Vel mer end halvt — dog hine Sejl, som flygte,
De drage ham — sligt kaldes ej at frygte.
6.
Som Flygtning ser man siden ham ved Nil,
Han venter Døden i den Elsktes Arm
Men ser i hendes Aasyn med et Smil
Og trøster sig for Skjæbnens grumme Harm.
Fra Sølvet skinner Elskovs Saga varm,
Mangfoldigt vexlende; derfra med Il
Rev Krigerne sig løs med Blik og Sind
Og gav sig under Trylletaget ind.
7.
Ret som Mæander mellem krumme Rande
Gaar ud og ind, frem og tilbage skrider
Og møder tit sig selv, imens dens Vande
Mod Havet snart, snart mod sin Kilde glider,
Saa, sælsom slyngt, sig Slottets Gange blande,
Et uredt Nøgle, hvori Tanken slider —
Et Blik paa Ridset, af den Vise skjænket,
Dog strax til Gaaden Løsningen har lænket.
8.
Ud tren de fra de sno’de Ganges Ramme,
Og Haven hviler skjøn for deres Øje,
Hist Rislevæld, her spejlklar stille Damme,
Blandt Skyggers Dale solbestraalte Høje,
Mens tusend Blomster smile, glimte, flamme,
Her Grottens Hvalv, hist Skovens Stammer høje,
Og Kunsten, som er Sjælen i det Hele,
Ses intetsteds, men bor i alle Dele.
9.
Sig Kunst med Tvangløshed har enet her!
Hver Pryd, hver Landskabsynde saa var blandet,
Som om Naturen øved skjemtsom Færd
Og lig sin Efterlignerske sig danned.
Alt var det Haandens Virkning, Farvens Skjær,
Den Luft, hvis Grøde Træ’r og Blomster vanded:
Med evig Blomstring varer evig Frugt,
Mens denne modnes rigt, hin knuppes smukt.
10.
Paa fælles Stamme ved det samme Blad
Alt nyskabt Figen hos den modne fødes,
Paa Grenens Gynge grønklædt Æble glad
Med Æblet i den gyldne Kjortel mødes,
Vinranken slynges højt i Solens Bad
Og fryder sig, mens Spiren gjennemglødes,
I grønne Blomster har den her sin Drue,
Hist, nektartung, i Guld, i Purpurlue.
11.
I Løvet bygger Fugles fagre Skare,
Et Net af bløde Toners Væv de slynge,
Strax, naar de tie, Vindens Røster svare,
Hvert Blad faar Liv, og alle Bølger synge;
Men sjunge lydt de Fuglestemmer klare,
Svagt bæver Vinden gjennem Grenes Klynge:
I Skiften, Stemmen, Sammenspil af Toner
Et Hav af Sødhed under Lundens Kroner.
12.
Én Fugl der var med mangefarvet Skjær,
Med Purpurnæb, med sælsomt løsnet Tunge,
Et Under i den hele Fuglehær:
Med Røst, lig vor, den tale kan og sjunge:
De samles lyttende fra fjærn og nær,
De gamle Fugle komme med de unge,
De tie, mens i Ord dens Toner lyde,
Ej Vinden selv tør denne Taushed bryde.
13.
»Se Rosen,« sang den, »mens den bryder bly,
Jomfru’lig fin, af Knuppen faur og grøn,
Halv aabnet kun, halv i det vante Ly,
Jo mindre foldet ud, des mere skjøn —
Saa bugner den i Skjønheds stolte Ry,
Den sprænger Hylstret, hvor den sad i Løn,
Saa falmer den, den er ej mer den Samme,
Ej den, som tændte tusend Hjærters Flamme.
14.
Saa med en Dag, der svinder, svinder fage
For Dødelige Livets Rosenrødt,
Dets friske Grønt og vender ej tilbage
Til Knup og Blomstring, om end faurt og sødt
April og Maj forynger Jordens Dage:
Pluk Rosen strax, naar Straalen den har mødt,
Pluk Elskovsrosen i din Vaar, min Ven!
Mens du kan elske, elsket huldt igjen!«
15.
Her Sangen tav, men alle Fugles Kor
Ret som med Bifaldslyd tog paa at kvæde;
Mens Duer næbbedes med dobbelt Glæde,
Var Elskov alle Væsners Løsenord:
Den haarde Steneg, Lauren ren og stor,
Hvert Led af Skovens løvindslyngte Kjæde,
Og Jord og Luft, Alt synes sig at vugge
I Elskovs Drøm og aander Elskovs Sukke.
16.
Ombølget af saa vellystfulde Toner,
Af tusend Syner, som vil Hjærtet lokke,
Gaar dette Par og lader ej sig rokke
Men sender Blikket gjennem Havens Zoner:
Det glider ind, hvor Blomster tæt sig flokke,
Det spejder under dybt nedsænkte Kroner,
Det tror at se — det ser forelskte Tvende,
I Græsset henstrakt hun, og han hos hende.
17.
For Barmen adskilt daler Sløret ned,
Det løste Haar for Sommervinden bølger,
Hun smægter, og mens Kinden blusser hed,
En Perledug dens Flammeroser følger;
Som hvis en Straale over Bølgen gled,
Et Smil i hendes Øjnes Væld sig dølger:
Mod Elskeren er Smilet nedad sendt,
Fra hendes Skjød hans Aasyn opad vendt.
18.
Hans Øjne som i mægtig Hungers Lue
Kan ej fra hendes Aasyn mer sig skille,
Den hede Tørst, som han kan aldrig stille,
Hans Blik har evig fængslet til hans Frue,
Han smelter i sin Ild, lig kjælen Due
Hans Kys hun suger; da, som dø han vilde,
Han sukker dybt, som vil han Sjælen sende
I hende over — Alting se de Tvende.
19.
Den højt forelskte Svend et Vaaben bar
Af sælsom Slibning: ved hans Side ned
Hang et Krystalspejl ret paa Sværdets Sted;
Han rejser sig, og Fladen, sleben klar,
Holdt, fromt til Elskovs Dyrkelse bered,
Hans Hænder frem for hendes Øjenpar —
I Spejlet hun, han ser i hendes Blikke
Lig Spejle to — alt Andet se de ikke.
20.
Hun smiler og ham brænder: Elskovs Strømme
I Begges Bryst med Stoltheds Blanding flyder:
Sin Trældom han, og hun sit Herredømme
Med Vellystundren, som en Højhed, nyder.
»Lad,« siger han, »mit Øje Bægret tømme,
Hvis Sødme paa det kolde Spejl du gyder!
Af mig, af Himlens Stjærner kan du skattes,
Af en Stump Glas ej Paradiset fattes.«
21.
Hun smiler ved hans Ord, men ej hun standser
Sit fagre Arbejd foran Spejlets Glar,
Hun fletter Haaret, som saa vildt hendanser,
Af spæden Lok hun slynger Ringen klar,
Med hver en Ring en liden Blomst hun kranser,
Som Guld en Flor af Ædelstene bar,
Den hulde Lilje, født i Barmen, gjæstes
Af Rosen paa Besøg, mens Sløret fæstes.
22.
Ej viser Paafugl mere pragtfuldt Skue,
Naar stolt den udslaar hundredøjet Hale,
Ej Iris selv, som holder dugvaad Bue,
Syvfarvet, frem for Lys fra Luftens Sale;
Mest højner hendes Bælte Skjønheds Lue,
Det ej hun slipper selv i Søvnens Dvale:
Af Ting, som ej har Legem, hun det danned,
I Tryllehærdning sælsomt sammenblandet.
23.
Øm Vrede, kjærlig Harme, rolig milde
Afvisninger, Fred, gjort i frydfuld Hast,
Kys, Kjærtegn, søde Stænk fra Graadens Kilde,
Ord, født i Smil, og Suk og Øjekast —
Hun smelted den Slags Ting og siden stille
Ved sene Faklers Ild dem hærded fast,
Og Bæltets Ring, vidunderlig og blank,
Om Midjen hun sig slynged, rund og rank.
24.
Da Gjerningen for Spejlet er til Ende,
Hun gaar, og ham et Kys til Afsked byder:
Til Troldoms Granskning kalder Dagen hende,
Og al Bedriften hendes Tilsyn nyder.
Han bliver, tør sig ej fra Stedet vende,
Ej aande uden dèr, saa Loven lyder,
Som enlig Elsker gaar han i det Grønne
Hos Hjort og Hind, og sukker for sin Skjønne.
25.
Men naar den bløde Aftenstilhed falder,
Som Elskende saa tit sin Skygge bød,
Ind under fælles Tag den begge kalder
I Tryllehavens løndomsfulde Skjød;
Nu gik Armida fra sin Elskovs Haller,
Da Krav paa mer alvorligt Arbejd lød:
Karl og Ubaldo Tiden tog i Agt,
Brat tren de frem, omstraalt af Staalets Pragt.
26.
Som naar en modig Ganger lod sig tage
Midt under Sejrens Løb fra Strid og Saar,
Og driver om, og nyder gode Dage,
Mens den blandt Hjorderne paa Græsgang gaar:
Hvis Lurens Klang dens Øre rammer fage,
Hvis Staalets Glimten brat dens Øje slaar,
Den vrinsker højt, sit Hoved did den vender,
Og stormer frem, hvor Slagets Hede brænder —
27.
Saa Ynglingen, da Staalets Blink ham rammer.
Et Lyn ham ryster inderst i hans Aand,
De rejse sig, de stærke Helteflammer,
Uværdigt slumret ind i Blødheds Baand,
Det glimter gjennem ham, hvorfra han stammer —
Ubaldo holder rask, med rolig Haand,
For Øjet Skjoldet ham af Diamant,
Som i et Spejl han dèr sit Billed fandt.
28.
Hvor udsmykt ser han sig! mens Øjet følger
Med Undren dette salveblanke Haar,
Fra Kappens Folder, som fra Lokkens Bølger
En Duft af udsøgt Finhed mod ham slaar.
Hvor er hans Sværd? Et Staal i Staal sig dølger,
Men knap for Stene man til Staalet naâr,
Et pragtfuldt Legetøj, en fuldendt Pryd,
Ej Værktøj for en Krigers Kraft og Dyd.
29.
Lig den, der efter blytung Døs og Dvale,
Naar han har sværmet længe, selv sig kjender,
Saa ved at se sig selv han attervender,
Men ej han taaler Spejlets haarde Tale;
Hans Øje søger Jorden, Panden brænder —
Hvor er den Urt, som Skammens Ild kan svale?
Gid han i Jordens Skjød sig kunde dølge,
I Bjærgets Flammer, under Havets Bølge!
30.
Ubaldo tog til Orde: »Asiens Riger
Og hvert Europas Folk i Vaaben staar,
Paa syrisk Jordbund kæmper hver en Kriger,
Hver Kristi Dyrker, hver som Rós attraar:
Kun du til Jordens Udkant ledig viger,
Og i en Afkrog gjemt, til Ro dig slaar,
Ej i det fælles Løb du tager Del,
Men til en Kvinde giver du dig hel.
31.
Hvad Søvn har dysset dig, hvad sælsom Dvale?
Hvad Lavhed lokker dig med nedrig Lyst?
Lad Ærens Ild din Elskovshede svale,
Lyd Gotfreds Kald og Kristenhærens Røst!
End skal et Ord du med i Laget tale,
Kom, kaarne Kriger! end den stolte Dyst!
Hin Yngel, som du rysted, skal du fælde,
Knust skal den synke for din Glavinds Vælde!«
32.
Ubaldo tav, men Ungersvenden stod,
Som var han Sten, ej Ord hans Læbe mæler,
Ej Haand han rører, ej han flytter Fod.
I Blusel bunden saa en Stund han dvæler,
Da flammer Harm igjennem alt hans Blod,
Med vældig Il, mens Vreden ham besjæler,
Hver Pryd, han bar, han voldsomt sønderflænger,
Og i Fortørnelse den fra sig slænger.
33.
Afsted, afsted han skyder som et Lyn
Ud gjennem Labyrinthens sno’de Gange —
Armida studser ved et sælsomt Syn:
Den grumme Vagt er fældet — bleg og bange
Hun skjælver, haster, løfter højt sit Bryn,
Med Blikket spejder hun og ser sin Fange,
Som han det søde Herberg vender Ryggen,
Den Have, hvor hun bød ham Elskovslykken.
34.
Hun vilde raabe: »Svigter du mig, Grumme!«
Men Smerten lukker til for hendes Røst,
Og Klagens Ord, som hendes Kval skal rumme,
Slaar som en Hammer ned i hendes Bryst:
Hun staar med aabne Læber, blege, stumme,
Og skuer ud og ser, at hendes Lyst
Er ødet af en fremmed Magt og Viden.
Da prøver hun sin Kunst — den er for liden.
35.
Alt hvad thessalisk Hex med uren Mund
Vanhelligt kvad, som Stjærners Vej kan vende
Og kalde Fangen op fra Dybets Grund,
Hun véd og kan og fik med Flid at kjende,
Mens Andre sove Livets Morgenblund;
Nu ej engang et Svar vil Helved sende.
Saa bort med Trolddom; større Tryllemagt
I Skjønheds Bøn og Taarer vel er lagt.
36.
Hun slipper Stoltheds Krav: i Løb hun hasted,
Hun, som med Glans i Elskovs Rige sad,
Som Elskerne i sejge Baand holdt bastet
Og lod dem elske, mens hun gav dem Had,
Hun byder den, af hvem hun er forkastet,
Med Graad besprængt, sin Skjønheds Rosenblad;
Som Budskab hendes Kalden foran gaar,
Men først ved Bredden hun sin Flygtning naâr.
37.
Hun raaber vildt: »Du gaar og tog en Del
Med af mit Væsen, lod en Del tilbage!
Tag hel mig med dig eller dræb mig hel!
Stands, stands dit Skridt, og hør min sidste Klage,
Min Stemmes sidste Hilsen til din Sjæl!
En mere værdig lad dit Kys kun tage,
Men du, tag mine Ord! hvad vil du frygte?
Du kan jo nægte, du, som kunde flygte!
38.
Hun for ham staar, hun stirrer paa ham længe —
Mon tabt i Harm? mon Frygten Ordet hæmmer,
Mon Tankers Storm — men ingen Lyd vil trænge
Sig over Læben — han sit Øje gjemmer
For hendes Blik. Hun rører Hjærtets Strænge
Først med et Suk, som naar en Sanger stemmer
Med dæmpet bløde Forspil hver, som hører,
Før han til klart at synge Tungen rører.
39.
Hun da begyndte: »Tænk ej, jeg vil bede,
Som til en Elsker ømt en Elskerinde;
Saa var vi før, nu nægter du med Vrede
At være det og skyr det bitre Minde.
Jeg beder som en Fjende til en Fjende,
Slig til Bønhørelse var stundom rede;
Og hvad jeg beder om, kan vel du give,
Og i din Vredes Panserklædning blive.
40.
Du hader mig, saa glæd dig i dit Had!
Jeg haded ogsaa dig, dit Folk, den Lære,
Som væbned imod Asien grumme Hære:
Jeg tog dig fangen, spurgte ej dig ad,
Lod fjærnt fra Vaaben Elskovs Baand dig bære,
Saa lod jeg — sku i mine Synders Rad
Den sorteste! den Jomfrublomst dig plukke,
Hvorefter jeg lod tusend Andre sukke.
41.
Vil nu du sligt blandt mine Rænker tælle,
Og hvis min Brøde saadan for dig staar,
At du fortørnet fra mit Eden gaar,
Hvor Glæder flød, som Intet nu dig gjælde —
Gaa, skynd dig, sænk i Kamp din Ungdoms Vaar,
Nedstyrt vor Tro, byg op de Kristnes Vælde —
Vor Tro? ej længer min, min Tro for Livet
Har jeg til dig, min grumme Afgud! givet.
42.
Kun at jeg følger dig, mig være skjænket!
Den liden Bøn kan og blandt Fjender høres,
Til Sejerherrens Vogn er Fangen lænket,
Man tager Bytte med, naar Bytte gjøres,
Ind i dit Byttes Skat jeg være sænket!
Føj til din Rós, naar om din Manddom høres,
Den Rós, at Lejren, mens din Hævn den priser,
Med Fingren den forstødte Pige viser!
43.
Forstødt, forkastet — og for hvem bevarer
Jeg dette Haar? du ser det med Foragt:
Ej med den skarpe Sax min Haand det sparer,
Trælkvinden træde frem i Trælledragt!
Men jeg vil følge dig blandt Fjendens Skarer,
Hvor Stridens Tyngdepunkt er hedest lagt:
Vel har jeg Mod til i den vilde Færd
At bringe dig din Ganger og dit Sværd.
44.
Skjolddrager, Skjold — jeg være, hvad du vil!
Igjennem denne Barm skal Stødet naa,
Ad denne blotte Hals skal Sværdet gaa,
Før Od og Æg dit Hjærte kommer til —
Det kunde hændes, naar en Fjende saâ
Sligt Skjoldeværn, at i det vilde Spil
Han standsed lidt og Hævnen eftergav
For denne saa forsmaa’de Skjønheds Krav.
45.
Hvad, raser jeg? jeg af en Skjønhed praler,
Som agtes ej, mens hver min Bøn er spildt« —
Hun vilde sige mer, men Graaden taler,
Der styrter ud, som Elv fra Klippen, vildt;
I Træk, i Stilling ydmyg Bøn sig maler,
Hans Haand, hans Kappe, mens han viger mildt,
Hun griber mod: vil Elskov ind, han stænger,
Vil Taaren ud, han den tilbage trænger.
46.
Ej Elskov med den gamle Flammes Lyst
Fik Adgang, det var Medynk, dens Veninde,
Som bly gik ind og smelted med sin Røst
Hans Hu til Graad, den han dog ej lod rinde;
Han mæler fast, men sorgfuld: »Gid jeg Trøst,
Gid Lindring for din Sjæl jeg mægted finde,
Gid slig usalig Ild jeg kunde slukke
Og stille disse dine Smertenssukke!
47.
Ej Had mod dig, ej Haan er i min Hu,
Ej Hævn jeg vil, ej mindes Skyld mod mig,
Og Træl saa lidt som Fjende være du!
Hvis du har syndet, fejled ogsaa jeg,
Ej dømmer den, som selv har kjendt til Blu.
Ung var du, Kvinde, født til Hedningvej;
I Had, i Kjærlighed du gik for vidt,
Sligt er af Mennesker og hændes tit.
48.
Du være mig et kjært og hædret Minde,
Til Hjærtet mig i Døden fryser til,
Og som din Ridder skal Enhver mig finde,
Saavidt min Tro, min Krigerære vil;
Men hvad vi fejled, lad i Glemsel svinde,
Gjemt her ved Verdens Kant vor Daarskabs Spil!
Alt af min Færd den gamle Verden vide,
Kun ej den Sag fra Verdens nye Side!
49.
Og du, Armida! Ingen Plet skal følge
Dit Værd, din Skjønhed og dit høje Blod,
Bliv, bliv i Fred! drag ej med mig ad Bølge!
Du kan ej, det er Føreren imod;
Lyksalig lev! I Sorg kan Fryd sig dølge,
Naar Visdom spirer frem af Smertens Rod.«
Saa rolig, som et Siv i Stormen staar,
Hun hører ham, mens Panden Vrede spaar.
50.
Hun udbrød: »Ej var du Sofias Glæde,
Ej sprang du af italisk Fyrsteblod:
Dig fødte Havets beske, kolde Væde,
Af Is paa Kaukasus oprandt din Rod,
Dig Tigren Die gav. — Hvor kold han stod!
At se min Kval og ej en Taare græde —
Uhyre, al Barmhjærtighed berøvet!
Saa rolig ser man Ormen knust i Støvet.
51.
Hør, hvor han giver Raad, og hvor han praler!
Af Højmod glemmer han min svare Brøde!
Hvor ærbar han om Kjærligheden taler,
En dydig Vís, til den, han vil forstøde!
Drag over Bølgen kun, dig selv husvaler
Den Fred, du lader mig; du skal mig møde!
Snart som en afklædt Aand jeg om dig svæver
Og Slangehaaret snor og Faklen hæver.
52.
Jeg skilles aldrig fra dig: naar du segner
Blandt Død og Blod, Armidas Navn du stønner,
Med dine Kvaler da min Kval du lønner,
Og i dit sidste Suk — derpaa jeg regner,
Det ske, det ske!« — men Hævnens vilde Bønner
Forstummed her, end mere Læben blegner,
Ej fik hun endt sin haarde Smertenstale,
Hun lukker Øjnene i dødlig Dvale.
53.
Armida, Arme! Øjnene du lukked —
Var Himlen saa misundelig og vred,
At den i samme Nu dig Lyset slukked,
Som Taarestrømmen ham ad Kinden gled;
Ej hørte du, hvor dybt din Fjende sukked,
Da han til Afsked ømt sig bøjed ned. —
Men Vestenvinden over Havet gaar
Og løfter Førerindens lange Haar.
54.
Snart for de fyldte Guldsejl Snækken skrider
Hen over Dybet i sin lette Fart,
I Stavn han staar, hans Blik mod Stranden glider,
Men for hans Øje skjuler den sig snart. —
Hun vaagner, stum hun ser til alle Sider,
Men ser kun Havet, øde, blaat og klart —
Forladt, forladt — da brød hun ud i Harme:
»Og han forlod mig som i Dødens Arme!
55.
Nu bort med Graad! jeg andre Vaaben kjender —
Troløse Svend, drag over Havets Bølge!
Jeg river dog engang med disse Hænder
Dig Hjærtet ud, der Grumhed saa kan dølge —
Hvor er jeg og hvad vil jeg? — I, som brænder
End for Armida, du, mit Bejlerfølge!
Til den, som dræber ham, min Glans, min Magt,
Min Haand, den Skjønhed, han har vist Foragt!«
56.
Hun vender Ryggen til de øde Vande
Og op ad Bjærgets stejle Skraaning gaar
Med Hævnens Rasen skreven paa sin Pande,
Med rynket Bryn og vildt udslagne Haar,
Med Blik, hvis Skulen synes at forbande,
Til i det forhen elskte Hjem hun staar:
Dèr med en Røst hun, hvori Helved gjalder,
Tre Hundred Helvedaander til sig kalder.
57.
Med sorte Sky’r da fyldes Hvælvet brat,
Et Stormvejr hvirvler Bjærgets Sten som Sand,
Det store Lys paa Himlen blegner mat,
En Hylen svøber trindt om Borgens Rand,
Et Mørke falder, som er mer end Nat,
Fra Helved flammer kun en skummel Brand —
Da Skyggen viger, er Paladset borte,
Ej Nogen sige skal: Her stod dets Porte.
58.
Saa ser af Sky’r man rejst paa vilden Hede
En vældig Bygning, men som varer kort,
Thi Solen smelter, Vindene den sprede:
Saa glide Drømmens Syner sporløst bort;
Som fra sin Skabningsdag det gjordes rede,
Strængt peger Fjældet, øde, koldt og haardt.
Men hun staar i sin Karm, og hurtigt ager,
Og Vej, som hun var vant, i Luften tager.
59.
Hun træder Skyen, styrer Luftens Strømme,
Omflydt af Taager og af Vindens Sang;
Bag hende Verdens nye Kyster drømme
Med hine Folk, som vorde kjendt en Gang;
Hun Herkuls Støtter, Maurers Kongedømme
Og Hesperiders Land forbi sig svang,
Og holder Flugten over Havets Vande,
Til ned hun daler paa de Syrers Strande.
60.
Ej gaar hun til Damaskus, til sit Land,
Det forhen dyrebare Hjem hun skyr,
Ved Dødehavets glædeløse Rand
Den skumle Fæstning staar, til den hun tyr.
Dèr skjuler hun sig i sin Sørgestand
Og hver en Sjælens Krænkelse forny’r;
Ej lader hun sig se af Mand, af Kvinde,
I Blusel gjemt, i Tanker lukket inde.
61.
Men over Blusel sejre Hævnens Tanker:
»Afsted! jeg til Ægyptens Drot vil drage,
Mod Frankerne han Østens Hære sanker:
Hver Kunst jeg øve vil, hver Maske tage,
Til hver af Hærens Mægtige jeg vanker,
Jeg hidser, tjener, taaler uden Klage,
Jeg svinger Sværd og spænder stærken Bue,
Og ofrer Alt for Hævnens grumme Lue.
62.
Hvad er mig Æren mer? Men du, min Frænde!
Du, Vogter af min Ungdoms fejre Dage!
Min kjække Aand paa Tog du vilde sende,
Men lod mit Kvindehjærte med mig tage;
Hvi skulde jeg i slig en Leding drage,
Og Sjælen i saa hede Luer brænde?
Skyld nu dig selv for, hvad i Kjærligheden
Jeg syndet har, og synde vil i Vreden!«
63.
Ej mer hun skjuler sig i Løn og græder,
Hun samler sine Tjenere med Pragt,
Hun træder frem i kongelige Klæder,
Og viser al sin Glans og al sin Magt.
Saa drager hun afsted, og ej sig glæder
Ved Hvilens Stund, og Søvnen ej faar smagt,
Før, dækket af de stolte Fællers Hær,
Hun Gazas Marker ser i Solens Skjær.