Paa Carthagos østre Grændse
Stod de troe Phileners Altre.
Disse vandred fra Carthago,
Fløj maaskee dog meer end vandred —
Fløj, men kæmpende i Flugten,
Kæmpende — dog kun med Foden —
Skjøndt med Foden dog som Tappre.
Medens de philenske Brødre
Gik mod Østen fra Carthago,
Gik mod Vesten fra Cyrene
Dem cyrenske Mænd imøde.
Hvor de mødtes, skulde begge
Stæders Landegrændser sættes.
Derfor fløi de meer, end Vennen
Fro sin Ven imødeflyver
For med Foden at erobre
Fædrelandet vide Grændser.
Og med Harme de Syrener
Saae de lidet Kjære komme
Saa betids, for dem i Utid.
Og de svor, at de Philener
Vare gangne fra Carthago
Før den fast bestemte Time.
Men Philenerne ved alle
Guder svor paa deres Retfærd,
Hvorpaa de Syrener sagde:
„Aldrig Eders Udsagn troe vi,
For med Døden det besegles.
Dette Sted af os skal agtes
Som Carthagos østre Grændse,
Hvis I ville her paa Stedet
Lade Jer af os begrave.
Men hvis ikke, flux vi derhen
Gaae, hvor Grændsen er retfærdig
Og af Eder der begraves,
Saa vor Grav er Grændseskjellet.”
Skued de philenste Brødre
Da hinanden fast i Øjet:
„Broder! skal det siges om os,
At vi kæmpe kun med Foden
For vort Fædreriges Grændser?”
Trykte de philenske Brødre
Da hinanden fast i Haanden,
Vandred de philenske Brødre
Sammen fra det muntre Dagslys
Haand i Haand til Gravens Hule,
Redebont som mod Cyrenes
Grændser før fra Fædrestaden.
Favned de philenske Brødre
Da hinanden fast dernede,
Mens dem Døden fast og langsomt
Knuged i sit kolde Favntag,
Og mens Altre blev deroppe
Paa Carthagos østre Grændse
Rejste til et evigt Minde
Om de to Phileners Troskab.