Naar Vintren kommer,
Og Stormen knækker
De spæde Blommer
Paa Mark, i Haven,
Og Snee bedækker
Dem koldt som Graven,
Kan vi herinde
I Potter smaa
For Slud og Vinde
Saa trygge staae
Bag tætte Rude,
Som vel os skjærmer
For Vintrens Vrede,
Som ej vi taale
Saa smaa og spæde,
Men Solens Straale,
Naar den sig nærmer
Og vil os glæde,
Ej lukker ude.
De andre Blommer
For Stormen segne,
I Kulden blegne,
Men vi har Sommer
Ved Vintertid;
Og ofte kommer
Med Kanden hid
Vor Herskerinde,
Den milde Qvinde,
Og Vand os giver
Og sødt opliver
Og tidt betragter
Med Moderøje
Os ømt og agter
Hver Spire nøje.
Hvor mange Sysler
Med Naal og Nok
Og Husets Sager,
Hun varetager,
Hun glemmer ikke
Sin Blomsterflok.
Hun om os nysler
Med stille Færd
Og ømme Navne
Og milde Blikke
Og seer enhver
Saa vel til Gavne.
Vi arme Smaa
Kun lidt forstaae,
Men kan dog skjønne
Med Lyst derpaa,
Og snart vi lønne
Med yndig Flor
Den stille Møje,
Det vaagne Øje,
De milde Ord.