Amici! Viisdomstimen slaaer for Eder,
det er en Alvorstimes Klokkeslag.
Fra Jordens Tant jert Sind og Aand bortleder,
thi Bollen stiger frem i festligt Lag.
O ædle Venner af Philosophien!
jeg Viismænd rundt omkring ved Bordet seer.
Lad hvo der vil, kun søge Theorien,
Philosophia practica er her.
I lærde Mænd, som have valgt det Rette,
jert Lærdomsnavn, som Stjerner, glimre maa;
Thi vil man jer mod Andres Lære sætte,
mod eder Stoici er’ bitte smaa.
Den doctus vir, som skjenker til os alle,
saa ædelmodig Mand, som kundskabsrig,
hvad enten han skal staae, hvad eller falde,
gier Andre samme Viisdoms Maal med sig.
Os alle Dyder kan vor Nectar lære,
for Tapperhed den største Priis os bør;
thi staae vi, da, som Mænd, vi staae med Ære,
og, falde vi, vi falde med Honneur.
I Taalmod vige vi for ingen bipes;
saa længe som vi staae, fro er vor Sjel.
Men naar vi sige maa: sta, pes! sta, mi pes!
vi bære ogsaa denne Skjebne vel.
I Trofasthed særdeles dybt vi stikke,
vi Venner er’, saalænge vi er til:
og vi er’ til, saalænge som vi drikke;
thi uden Bacchus slukkes Livets Ild.
Vi, i at handle viist, har ei vor Lige;
den handler viist, som vil kun, hvad han kan:
og Andet skal ei Nogen om os sige,
vi vil kun fylde glasset til dets Rand.
I alle Dyder har vi ei vor Lige,
Enhver af os maa for en Cato gaae.
Ved at see reist paa Jord sligt Viisdoms Rige,
vi umanerligen hovere maae.
Naar vi ei skille U’er meer fra Es’er,
hjemvandre, tynget af vor Viisdoms Vægt,
da paa vor Hær af store Sokratesser
skal syndig Vægter see med dyb Respect.