Gør Hjærtets Lykke skønt et Ansigt gærne
Og Kummer stygt — og røver grumt en Kvinde
Min Fred — hvad sker da hende,
Som kold og haard mig ej vil høre til?
Den Lod mig gav min Stjærne
Med sikker Sans at finde
Derfor ret dyrt hun vil
Sin Grusomhed betale,
Naar Hjærtets Mismod gør mit Aasyn trist,
Thi Kunstneren kan male
Kun, hvad han selv har inde,
Er selv han styg, bli’er stygt hans Værk tilsidst.
For begge bedre vist,
Om glad jeg kunde hende portrættere —
Skøn blev da hun, jeg ikke hæslig mere.