Langt mindre grufuld er den bratte Død
End Døden tusend Gange, Stund for Stund,
Ved den, som giver Død for Elskov kun!
Maa ej mit Hjærte briste
Ved denne Tanke, fuld af navnløs Kvide,
At den jeg elsker, støder mig til Side —
Kan end jeg Livet friste?
Hun siger, for at øge mine Kvaler,
Hun elsker ej sig selv — vist sandt hun taler.
Men hvor tør jeg hos den paa Naade haabe,
Som elsker ej en Gang sig selv? Jeg Arme
Vil over mig kun Døden sig forbarme?