O grumme, haarde, hjærteløse Sind,
Hvor Malurt besk bag Sødme skjult man finder,
Din Ømhed, født af Lunet, Brat forsvinder
Som Foraarsblomsten, dræbt af Nattens Vind.
Mens Tiden gaar, hver Stund, den ringer ind,
En Draabe Gift i Livets Kald der rinder,
Som Seglen mejer Græsset, Døden vinder.
........................................
Kortvarig Troskab er, og Skønhed falmer,
Den ene af den anden vel fortæres,
Som snart din Brøde vil min Smærte stille,
........................................
........................................
Til alle Tider dig og mig til skille.