Se, en Gud gaar gennem Verden,
aander paa de unge Blomster,
aander paa de unge Kvinder...
Alle deres Kys blir Roser.
Ingen Iris med sit Sværdblad
svømmer i en stenhvid Vase
frisk som — nærved Guden — Diane,
dette Barn fra Seine-et-Oise.
Ingen yppig Blomst fra Hebron
sænker blussende sin Pande
ømt som Rose, skælver, brister...
„Før mig, Guddom, Elsker, Frister!
„Guddom, lad mig dvæle, sove,
thi en Drøm har fyldt mit Hjærte.
Ude bruser Nattens Skove,
tyst og bred er din Alkove.”
Men i denne vage Verdens
Drømmeskum og Viljesbobler
er det tit et fattigt Minde,
som to Hjærter kærest kobler.