Was man doch ein Kind ist! Was man nach so einem Blicke geizt.
Leiden d. j. Werthers.
Gud! Har jeg vaaget? Har jeg drømt?
Jeg saae et Glimt af Yndest svæve
I hendes Blik, og hendes Bryst sig hæve
Saa bølgende, saa ømt!
Som nyfødt jeg i Verden staaer;
Et magiskt Lys omkring mig smiler;
Blandt Haabets-Paradiser frem jeg iler;
Ved hendes Arm jeg gaaer.
Hun ved min Side sætter sig;
I lange Kysse Læben flammer;
Tæt til mit Hjerte krystet, hun udstammer:
”Jeg elsker, elsker dig!”
O Haab, o Drøm, o Salighed!
Nu har jeg nok. Lad Torne hegne
Trindtom min Vej, lad Lyn omkring mig regne! —
Hun smilte til mig ned!
Ja, det var mig, hun smilte til;
Jeg saae det ømme Bryst sig hæve,
Og i det lysblaa Øje Taarer svæve.
O Himmel, hvilket Smiil!
Nyd hver en Jordens skyldfri Lyst!
Føl alle rene Aanders Glæder!
Og da begriber du de Saligheder,
Som svulme i mit Bryst.
M. C. Bruun.