H.A. Brorson (1694–1764)

Ævig Tak, o milde, yndigste Immanuel

XXVI

1.
Ævig Tak, o milde, yndigste Immanuel,
At du vild’, du vilde dødes for min Siæl.
      Derfor nu mit Øje seer til Himlens Høje,
      Mild og bliid; thi dertil har du selv mig fried.

2.
Gud skee Lof og Ære i al ævig Ævighed,
Som os gav sin kiære, søde Søn herned!
      Trods den ondes Fraade! nu vil Goel raade,
      For sin Flok. Ja ret! han fik os dyre nok.