H.A. Brorson (1694–1764)

Frisk, Zion, paa vor Vagt!

      Lad ingen staae forsagt!

      Tænk paa JEsu Kierlighed,

      Som en høj og herlig Eed,

Ja sit Blod har sat i Pant paa, at vi vant.

Troe i Kors sig øve maae,

Frisk mod brølend’ Løve gaae,

Om den skal sin Prøve staae;

            Ja, om Haabet ogsaa brast,

            Da i Haabet dog staae fast,

Liig, i Ilden pinefuld, det fiine Guld,

            Vor JEsum følge maae,

            Paa brusend’ Bølge gaae,

Og kaste alle Aarer frem

Giennem Nød med Taarer hiem,

      Staae, som Mimr og Bierge, troe paa Værge-Boe.

Min Siæl! kun stille da.

Hvad vil dig skille fra

      JEsu Skiød og ømme Sind?

      Lad Ulykker strømme ind!

Dragen, som vil skiende dig, skal brænde sig.

Christne deres Sæde-Frøe

Udi Tidens Næde strøe.

Der er tit en Græde-Søe.

            Sæden døer, men siden staaer

            Op igien i bliden Vaar.

Der er Sommer-Høst og Lyd af Lyst og Fryd.

            Flød allevegne Blod;

            Er det at regne mod

Den ævig Ærens Priises Lyst,

I Guds Paradises Høst?

      Naar de Frydens Strømme vi skal svømme i.