H.A. Brorson (1694–1764)

Mel. Chrisillis du mit hiertes guld.

See dagen bryder frem med magt

Giør himlen lys igien

Og driver mørket hen.

Op hierte paa din morgen-vagt

Lad ingen trygheds blund

Formørke naadens stund!

Hierte tag

Denne dag

Vel i agt, og tænk derpaa,

Mueligt seer

Aldrig meer

Dine øyne soel opstaae.

Hvor mangen morgen-rød

Var inden aften død,

Og i et øyeblik

Sin afskeed fik?

Hvad hielper øynene

Den lyse dag at see

Naar siælen vandrer blind

I tiden ind?

Kom morgen-røde rosen skiøn

Giør himlen lys og blaae,

At mørket vige maae!

Min morgen-røde er Guds søn,

Hans vunders røde glands

Forfrisker sind og sands,

Jesu død

Purpur-rød

Giør mit hierte himmel-blaae,

At mit sind

Kiger ind,

Hvor jeg skal for thronen staae.

Den dug, som over alt

Paa græs og urter faldt

At væde bierg og dal,

Ey svinde skal,

Før jeg i Jesu blod

Forfrisket har min mod

Og ret bedugget faaer

Udi hans saar.

Ach det forfrisker all min tiid,

Naar jeg til sengen gaaer,

Naar jeg igien opstaaer

Det giør min morgen-stund saa bliid

Det skyder glæde ind

Som straaler i mit sind

At jeg veed

Den som leed

For mig, Jesus er min skat,

At jeg paa

JEsum maae

Sikker bygge dag og nat.

Saa tryg jeg lagde mig,

Og sov saa sødelig,

Fordi mit hierte paa

Dit hierte laae;

Saa sund paa siæl og krop

Saa glad jeg vogned op,

Og JEsu kys jeg fandt,

Før natten svandt.

Tak derfor søde siæle-ven,

For saadan tiids fordriv,

At du er selv mit liv.

Mit liv jeg ofrer dig igien,

Thi jeg vil idelig

I tiden leve dig.

All min tiid

All min fliid

Giver jeg min frelser-mand,

Og jo meer

Jeg dig seer

Tændes jeg i saadan brand.

Ach straal i sielen ind,

Min soel, og giør mig blind

Til verdens lyst at see,

Saa skal det skee,

At hverken medgangs tiid

Ej heller kors og striid

Skal kunde hindre mig

At elske dig.

Saa gaaer jeg da saa vel tilfreds

Hen i mit kald og stand

At giøre hvad jeg kand.

Min JEsus før mig allesteds

Ved haanden som sin brud,

Hvor jeg gaaer ind og ud,

At jeg maae

Færdig staae

Hver minut at gaae herfra,

Siden hist

Gandske vist

Siunge mit hallelujah.

Hallelujah min trang

Gaar bort ved tidens gang,

Gaaer dagen, min fortræd

Gaaer ogsaa med:

Som strømmen føre kand

Det tunge skib til land,

Saa fører tiden mig

Til himmerig.