H.A. Brorson (1694–1764)

I sikkre folk paa jorden,

O seer hvor vredens torden

Dog trækker op i skye,

Seer dog, hvor de skal brænde,

Som sig fra Gud bortvende,

Og ikke vil fra synden flye.

Gaar med mig i det dybe,

Seer de fordømte krybe

I deres pines stand,

I saadan væ og smerte,

Som ingen mund og hierte

Udsige og begribe kand.

Du siger: jeg vil æde,

Din spise er at græde,

Din hunger evig staaer.

Du tørster uden ende,

Og ingen dig vil sende

I evighed den mindste taar.

Naar du paa klæder tænker,

Med pølen man bestænker

Dig som en helved-giæst.

Forbandelsen og flammen

Slaar over dig tilsammen,

Dog bliver nøgen som du est.

Du vilde boe som førre,

Nu ingen anden dørre

End helvedes du seer.

I hendes fæle grunde

For de fordømte hunde

Er evig jammerlig qvarteer.

Du vilde gierne være

Som før i stand og ære,

Nu bør dig skam og last.

Nu er din stand at liide

Forsmædelse, og viide,

At du har skiendig Gud forkast.

Hvad lov bør den vel have,

Som sig har giort til slave

Af den ureene aand?

Gud tog dig an i daaben,

Og himlen stod dig aaben,

Dog gav dig hen i satans haand.

Din gamle sælskabs glæde,

I verdens lyst at træde,

Er ikke meer at faae;

Men der i dødens rige

Er satan selv din lige.

Det er jo svart at tænke paa.

De skulde dig forbande,

Naar de i pølen lande,

Som du har her forført.

De skulde om dig storme,

Som basiliske-orme,

De, som du har til synd oprørt.

De som gik her tilhaabe,

At drikke og at daabe

Paa mangt vellystigt sted,

Skal der hver andre bide,

Som galne hunde slide,

Ja, var det mueligt, led fra led.

De, som med gode dage

Tilsammen ride, jage

I verdens syndig iid,

De skal tilsammen svede

I de fordømtes hede,

Og uophørlig jagt og striid.

Her kand os læt betage

En smerte, at vi klage

Og skrige vee og ach,

En byld, en steen, en kolde

Kand trykke, knuge, holde

Os fast i smerte dag fra dag.

Hvad meener du, hvorledes

At de ved livet kedes,

Hvor alle piiners magt

Er kast paa een tilhaabe,

Hvor saadan siel maa raabe,

I all fortvivlelse forsagt.

De øyne vellyst tændte,

Som andre siele vendte

I verdens lyster ind,

Hvor vil de der sig svømme

I tusind taare-strømme,

At de har her havt syn og sind.

De øren, de som priser

Og elsker hore-viiser,

Forsager livets ord,

Skal skrekkes med at taale

Sig selv og andre skraale

I denne grumme evig mord.

Din egen stank du ikke

Kand taale der at drikke,

Dog faaer du andres med,

En evig helved-galde

Vil dig i munden falde

Til ubeskrivelig fortræd.

Hvor ilden dig vil gløde,

Hvor satan dig vil støde,

Er over all forstand.

Ja alle dievle-munde

De vilde, om de kunde,

Dig slide smaa som møl og sand.

Ach Gud, da vil man raabe:

Saa falder dog tilhaabe

I bierge paa os ned.

Væ dem, som der skal brænde.

Vel dem, som det kand kiende,

Og søge sielens salighed.