Jeg er den eene
Nr. 130.
Nr. 130.
Mel. Paa GUd allene.
Mel. Paa GUd allene.
Jeg er den eene
Alvise stærke GUd,
Mig skal du tiene,
Og frygte mine bud,
Dermed bemandet,
Foragt al verdens vind,
Elsk mig, ey andet,
Af gandske siel og sind,
Tro mig, om vandet
End gik i sielen ind.
2.
Du skal ey tage
Mit navn forfængeligt,
Straf skal hand smage,
Som understaaer sig sligt,
Ey bande, svære,
Og skuffe ved mit navn,
Ney du skal bære
Det i dit hiertes favn,
Thi det skal være
I al din nød din havn.
3.
Tag hvile-dagen
Særdeles vel i agt,
At drive sagen
Af gandske fliid og magt,
GUds ord at høre,
Og faae i hiertet fat,
Derefter giøre
Alvorlig dag og nat,
Og andre føre
Til denne himmel-skat.
4.
Viis mod din fader
Og moder lydighed,
Alt got jeg lader
Da paa dig flyde ned,
Giv dennem ære,
Som du skal tiene her,
Meest dem, som bære
Og bruge magtens sverd,
Lyd dem, som lære
Dig himlens vandrings-færd.
5.
Slaa ey din næste,
Langt mindre slaa ihiel,
Men søg hans beste
Og gavn til liv og siel,
Bort klammers hede
Og bittre miners mord,
Bort had og vrede
Af hele verdens jord,
I satans rede
Min naade aldrig boer.
6.
Du skal og ikke
Bedrive horerie,
Den satans strikke
Ved naaden gak forbi,
Fly den, der agter
At gaae i lyster blind,
Vær reen i fagter,
I ord og alt dit sind,
Som den, der tragter,
At gaae i himlen ind.
7.
Du skal ey tage,
Hvad andre hører til,
Ved list og plage,
Paa ting, i kiøb og spil,
Flye ladheds sæde,
Og æd dit eget brød,
Tag det med glæde
Som af min haand og skiød,
Jeg vil dig klæde
Og føde til din død.
8.
Lad dig ey finde
Paa falskheds vrange sti,
Lad retten vinde,
Staa de fortrykte bi,
Set ey din næste
En klak og lyde paa,
Tal til hans beste,
Som kand med sandhed staae,
Jeg vil befæste
Din gang og med dig gaae.
9.
Du skal ey vilde
Din næstes eye faae,
Stop utugts kilde
I hiertets dybe vraae,
Lad dig fortryde
Den mindste stoltheds vind,
Lær strax at bryde
Al vellyst i dit sind,
Saa skal der flyde
En himmel-lyst derind.
10.
Merk ydermere,
Din næstes hustrue skalt
Du ey begiere
Og hvad hand eyer alt,
Mit billeds ære,
Fuldkommenhedens pragt,
Mig liig at være
I hellighedens dragt,
Det skal du bære,
Og tænk hvem det har sagt.
11.
O JEsu lilde!
Du kiender min natur,
At hiertets kilde
Er skiden, beesk og suur,
Hvor jeg ey kunde
Det mindste selv formaae,
Men slet til grunde
I døden skulde gaae,
Om ingenlunde
Var anden hielp at faae.
12.
Men skaden heles
I dine vunders blod:
Du har aldeles
Giort for os pligt og bod,
Til dig at rende
Giør al min byrde let,
Dig ind at spende
I troens arme tet,
Det giør en ende
Paa lovens strenge ret.
13.
Da kand jeg trøstig
I loven kige ind,
Og trine lystig
I et fornøyet sind,
Al verdens mørke
Forsigtig gaae forbi,
Og dig ret dyrke
I alt mit levnets sti,
Du est min styrke
At vandre derudi.
14.
Hvad mig da feyler
I dette svage leer,
Naar jeg mig speyler,
Og ind i loven seer,
Det vil jeg rette
Ved aandens vise tugt,
Men alting sette
I dine vunders frugt,
Da lovens trette
Er gandske udelukt.
15.
Jeg vil ey nøyes
Med verdens døde troe,
Hvor intet pløyes,
Og syndens tidsel groe,
Vil du dig give
Saa gandske til mig hen,
Da maa jeg blive
Jo gandske din igien,
I død og live,
At følge dig min ven.
16.
Saa skee dig ære,
O JEsu, for din død,
Som lovens lære
Har for mig giort saa sød,
At jeg kand træde
De onde lyster ned,
Og gaae med glæde,
Af verdens glæde keed,
Til brude-sæde
I evig herlighed.