Gak hen i Gethsemane
Nr. 29.
Nr. 29.
Mel. Himlen er det rette Land.
Mel. Himlen er det rette Land.
Gak hen i Gethsemane,
Siel! og see,
Hvad din JEsus megen vee
Lide maa for dine lyster,
Og i støv
Som et løv
Af banghed ryster.
2.
Helveds ild og svovel-flod
For ham stod,
Døden fnyste ham imod,
Syndernes utallig mængde,
Som en hær,
Hannem nær
Paa livet trængde.
3.
Hvor min JEsus seer omkring,
Ingen ting
Udi hele verdens ring
Er med nogen trøst til rede,
JEsus maa
Eene staae
For HErrens vrede.
4.
GUd hand mod ham stiller sig,
Skrekkelig,
Skiønt hand giver jammer-skriig,
Skiønt hand løfter modigt øye,
Fuld af blod,
Op imod
Guds himles høye.
5.
Trende gange hand omkuld
Pine-fuld
Falder i den sorte muld,
Og, naar al hans kraft forsvinder,
Saa er det,
Striden ret
Sig først indfinder.
6.
Som i sidste aande-dræt
Man er tret,
Og da først maa stride ret,
Naar det baand, som sammenspænder
Siel og krop,
Brister op
For dødens hænder.
7.
Skiønt den timelige død
Honning-sød
Regnes maa mod JEsu nød;
Thi GUd Fader, for at hevne
Syndens skam,
Plaget ham
Af grummest evne.
8.
O! forhærdet hierte, see,
Denne vee
Burde dig med rette skee;
Men at du GUds vredes hede
Kand undgaae,
Derfor maa
Din JEsus svede.
9.
Men forundre dig ihiel,
Kiere siel,
Hvordan kunde blodet vel
Giennem hele aarer bryde,
Da der ey
Fandtes vey
Og gang at flyde.
10.
Under er, at blodet gaaer
Uden saar;
Men min siel det saa forstaaer:
At det blod for længsels iver
Ikke vil
Bie, til
Man hul opriver.
11.
Thi den død, hand saae der stod
Os imod,
Skar ham i hans hierte-blod,
Som af iver for os brændte,
At det brast
Ud i hast
Os hielp at hente.
12.
Kierlighed i kampen gaaer,
Giør sig haard,
Agter ingen blodig saar;
Kierlighedens fulde iver
Bryder ud,
Og sin bruud
Fra satan river.
13.
Som du og for hvad du leed,
For din sveed,
For dit blod og kierlighed,
Dette vil aldeles have,
At jeg mig
Ofrer dig
Til evig gave.
14.
Mig som ey fra haand til fod
Har en god
Draabe i mit hele blod;
Saadan fuld af synd og plage,
Som jeg er,
Du begier,
Og vilt antage.
15.
Hiertens-gierne siele-ven,
Tag mig hen!
At jeg faaer dig selv igien;
Jeg mig er kun selv en plage,
Intet nu,
Uden du,
Mig kand behage.
16.
Thi alt siden jeg har haft
Smag og kraft
Af min roses purpur-saft,
Saa er verdens sødest mine
Mig ey meer,
End en fier,
Ja daglig pine.
17.
Hielp mig kun, min Frelsermand,
At jeg kand
Elske dig i ild og vand;
At jeg holder dig saaledes
For min skat,
At jeg plat
Af verden kedes.
18.
Kom, min Ære! kom, min lyst!
Kom og kryst
Mig nu til dit blodig bryst;
Det er al mit ønskes mening,
At jeg maa
Med dig staae
I sand forening.