Jeg er saa sært bevæget,
herinde i min Sjæl.
Jeg er saa sær forandret,
jeg kender knapt mig selv.
Engang da var saa roligt,
det Hav her i mit Bryst,
nu bølger det bestandigt
uroligt mod sin Kyst.
Snart risler, fyldt af Lykke,
en Strøm i Hjertet ind,
der gør saa blødt og ydmygt
mit før saa bitre Sind.
Snart bryder fyldt af Angst
et Væld i Barmen frem,
det bruser vildt fortvivlet
i Hjertets skjulte Gem.
Nu staar det stundom for mig,
som Livet er saa rigt;
og fyldt af Sang og Solskin
jeg nynner paa et Digt.
Og stundom atter er det,
som fandt jeg aldrig Trøst.
Da bølger i en Hulken
mit ømme, varme Bryst.
Og stundom —
— Nej, ej stundom,
men altid, altid vugger
et Navn i mine Tanker,
— et Navn, mit Hjerte sukker.
Hvor tit de Stemningsbølger
end skifter i mit Sind,
det Navn staar uudsletteligt
i Sjælen prentet ind.