Saa svandt den da, den Nat saa lang;
jeg kunde ikke sove.
Jeg syntes, Stuen var saa trang,
urolig var jeg Natten lang,
jeg vendte mig saa mangen Gang
og kunde ikke sove.
Thi der er En, jeg har saa kær,
at det kan ikke siges.
Han synes mig min Elskov værd,
saa køn og fin og klog, at hver,
som ser ham, de maa faa ham kær,
— mer kær, end det kan siges.
Men han var syg og feberhed,
da sidste Gang jeg saa ham.
Hans Øjne sa’ mig, at han led,
hans Lidelser, mer end han ved,
mig bittert i mit Hjerte sved,
da sidste Gang jeg saa’ ham.
Som da, i Nat jeg saa’ ham pint,
og kunde ikke sove.
Hvergang jeg vilde slumre ind,
jeg saa’ hans Ansigt kært og fint,
saa lidende og saa forpint,
— og kunde ikke sove.
I Uvejrshyl, i Tordenbrag,
— endda saa kan jeg sove.
Men ved jeg, at du ligger syg
og pint i din Alkove,
da kan jeg ikke sove.