Det var Ferietid,
det var Midsommertid,
og Solen steg op over Byen.
Der var Dugg paa hver Blomst,
der var Dugg paa hvert Blad,
der var Dugg paa hver Tagsten i Byen,
— —
og Solkin, og Solskin og Sol.
I den tindrende Sol
var der Haner, der gol,
og en Stork stod og knebred paa et Tag.
Der var Lærker, der svang
sig mod Himlen og sang
deres Pris til den vaagnende Dag,
— —
— til Solskin, til Solskin og Sol.
I den Morgenhalløj
og den syngende Støj
ung Karen vaktes op af sit Blund,
sendte rundt sig et Blik,
sendte Himlen et Kigg,
mens der fødtes et Smil paa hendes Mund:
— —
Se Solskin, se Solskin, se Sol!
Men forundret hun ser:
— Nej, hvad ligger der her
og blinker imod mig fra Puden?
Et Vaaben, — en Klinge,
en skarpsleben Dolk,
der gnistrer i Skæret fra Ruden,
— —
i Solskin, i Solskin, i Sol.
Hvorfor ligger den her?
— Hun biir lystig, hun blir ræd,
og hun rødmer og blegner i Flæng.
Denne Dolk, som jeg ser,
— jo, jeg ved, hvis den er —
men hvad skal den dog her i min Seng?
— —
Se Solskin, se Solskin, se Sol!
Denne lystige Knægt,
denne vilde Krabat,
— jo, han var her i Aftes, jeg husker det nok.
Han banked paa Ruden,
og jeg lukked ham ind;
— det var vist ikke rigtigt? — Ok! Ok!
— —
Se Solskin, se Solskin, se Sol!
Mens paa Dolken hun ser,
slaar hun Øjnene ned:
Er den Varsel om Sorg og Fortræd?
Er den Varsel om Kamp,
er den Varsel om Krig,
og om Drab paa min Ro og min Fred,
— —
mit Solskin, mit Solskin, min Sol?
Nej, jeg tror, at han aabent
har nedlagt sit Vaaben,
sin Klinge saa blank og poleret.
Han har kastet sit Værge,
han har givet sig over,
— hun ler: — Han har kapituleret!
— —
Se Solskin, se Solskin, se Sol.
Ja, ifald det var sandt, —
men jeg ved, det er Tant.
— Ung Karen hun sukker, med Haand under Kind.
Var det sandt, han var min, —
— ja! ifald han var min,
— da fyldtes jeg af jublende Fest i mit Sind,
— —
og Solskin, og Solskin og Sol!