I
Der staar en strid Storm ind over Landet.
Fra den grumme Nordvest kommer den farende,
og fygende, rygende raser den frem,
ruskende alt, der staar i Vejen.
Se, hvor den jager af Sted med Himlens Skyer;
Jojo, nu fik de sandelig Hast.
Tunge og trykkende hang de over vore Hoveder,
ulmende, vædegraa sejlede de om;
men Blæsten af Nordvest taaler ikke doven Sejlads;
den skal nok kvikke op og lave Fart:
Huh — hej! — Vil I se, I kan rappe Jer!
— Og nu hjuler de af Sted,
flossede og forrevne,
de ligner en Skare skrækslagne, halsende Dyr.
Jeg staar bag en Rude og ser paa Skyernes Jag,
for saa vidt er jeg skærmet mod Stormens vilde Rasen;
men hvem kan fly for Uvejr
eller skjule sig for Naturkræfters Vold?
Klamrer ikke Stormen med Ruderne,
piber den ikke gennem Nøglehullet og Dørens Sprækker,
mærker jeg ikke, hvor det store Hus skælver,
naar Orkanen render sin Jættepande ind mod Gavlen?
— Aah jo.
Hvor usle Fnug vi end er,
en Del af Universet er vi dog alle.
Men nu fanges mit Blik af noget andet,
noget, som faar mig til at glemme de jagende Skyer,
den klamrende Rude og Husets Skælven;
alting glemmer jeg for Synet, jeg ser foran mig:
Det er den gamle Kastanie, der staar hernede ved Vejen,
vildere Dans, end Vindene danser op med den,
ved jeg ikke af, at jeg har set.
Hvor du faar kroget din Stamme,
hvor du faar pisket din Krone,
hvor du bliver riset og revet og rusket
og hvirvlet omkring af den rasende Storm!
— Du stolte, gamle Træ.
— Aah, Herregud!
— Hvad har du gjort,
at du maa taale al den nedrige Ydmygelse
og al den rivende Ondskab?
Se,
som fra alle fire Verdenshjørner
farer Vindene hujende ind paa dig
og slænger dig forhaanende rundt,
— snart mod Syd, snart mod Nord,
saa herhen, saa derhen, —
og aldrig saa saare du prøver at rejse Nakken,
saa faar du en Lussing paany.
Du gamle, støtte Træ,
du store, knudrede Kastanie,
jeg synes, jeg har kendt dig saa længe,
at vi to er gamle, gode Venner.
Aar for Aar har jeg set dig knoppes imod Vaar,
faa store, grønne Blade
og skyde skønne, hvide Blomster,
og i Solskinstiden har jeg set unge Par
smile op mod dine straalende Brudekærter,
og glade Smaabørn danse i Ring om din Stamme.
— Siden er de kommet for at sanke dine Frugter
og lave lange, brune Kranse deraf.
Var ikke alt det kært og godt,
— saa godt som nu du forstod det?
Men hvorfor da nu den taabelige Mishandling
og al den raa Grusomhed?
— Aah! — Jeg bliver syg af at se
paa al den meningsløse Ondskab,
— af at se, hvor afmægtig du staar der i Hvirvlen,
og af at vide, at du er blottet for Gengældelsesevnen;
— thi du kan jo ikke gøre Modstand,
du maa staa, hvor du staar
og bare vende Kinden til,
lide og tie
og tage imod,
hvad end der møder og kommer.
Det er din Lod,
— urokkelig din Lod.
Jeg ved ikke, hvor lang Tid der gaar,
jeg mærker ikke Timerne;
jeg drages og fængsles af det Syn, jeg ser,
og bli’r staaende, hvor jeg staar.
—_Jeg venter paa noget.
— Hvad venter jeg paa?
Jo:
Jeg venter, at du skal bøje dig,
du gamle, stejle Træ,
jeg venter, at Vindene skal knække din Ryg,
— at Stormen skal faa sit Ønske opfyldt
og se dig knust og fældet,
— ja, fældet.
Din Kjole, der var falmet, da Stormen kom,
den er jo forlængst flaaet af dig
og hvirvler nu rundt over Markerne
i forrevne, frynsede Laser.
Dine unge Skud ligger brudt
i Dynger omkring din Fod;
selv af dine gamle, knudrede Grene
er flere raat afbrækkede
og ligger og bæver paa den sølede Vej.
Naar alt det kan ske,
hvad kan da ikke ske?
— Jo, jeg venter, —
jeg venter mer endnu;
for engang maa vel alle de ydmygende Duk og Knubs,
alle de uforskyldte rivende Rusk,
alt, hvad af ondt og raat du maa døje,
— engang maa det vel blive for meget,
og vi skal se en Ende paa dine Lidelser
og paa din stumme, haabløse Kamp.
Jo, jeg venter —
jeg venter, at Stormen skal faa sit Ønske opfyldt
og se dig bøjes og brydes
— og fældes.
— For da, — først da — vil du være friet
af dine Fjenders raa Vold,
af deres ydmygende Nedrigheder,
og faa Fred, — endelig faa Fred.
— Det er det, jeg venter paa.
Men Stormen raser videre,
Mørket falder paa,
det bliver Nat,
og saa ser jeg ikke mer.
II
I en diset, blygraa Oktobermorgen
vaagner jeg op af en urolig Søvn.
Saasnart jeg aabner mine Øjne,
staar du paany i mine Tanker,
du gamle Træ, med din brede Krone,
din stinde Stamme og dine knudrede Grene:
— Hvad blev det til med din Kamp?
Straks Dagslyset dæmrer.
staar jeg for Ruderne
og stirrer ned, hvor jeg stirrede igaar:
— Hvad skete der saa?
— Stormen har raset ud, ser jeg,
og Vindene har lagt sig,
men du? — Nej, du er ikke fældet.
Du staar, hvor du stod igaar, ganske rolig og urokket.
— Nej, fældet dig fik de dog ikke.
Nu burde jeg vel glædes,
glædes over dine Rødders sejge Kræfter,
glædes over din Stammes store Styrke,
glædes over din ubrudte Modstand
og over din ukuelige Vilje til at leve?
Men — nej,
jeg glædes ikke;
for som jeg ser dig staa der ved Vejen,
ribbet og flaaet for hver en Trævl,
fuld af alle de lyse Ar
efter dine Grenes friske Brud,
saadan skal du altsaa staa,
saaret, nøgen og forladt
og bie paa det, der kommer.
— Men det maa du da vide,
du, der har levet i mange Aar,
at det er Is og Sne, du gaar i Møde,
Frost og Kulde og Mørke,
— knugende Nattemørke;
— at den Tid, der kommer,
nu bliver for hver Stund værre, — at nu er det, der venter dig,
Vinteren,
— den isnende, haarde Vinter.
Hører du,
den er det, du staar dèr
ganske nøgen og forladt
og bier paa.
Saadan staar jeg bag Morgenruden
og taler til den gamle Kastanie.
Aah, Herregud! — siger jeg,
og jeg ynkes over dens Taalsomhed
og pines af dens langmodige Ro,
— thi det kan jeg. Men glædes —
— nej, glædes,
det kan jeg ikke.