Nu glider Solen saa langsomt ned
bag Jordens fjerneste Rand,
se alting farves i gyldent Skær,
og hver en Rude i Brand.
Og Engene blunder saa blideligt,
med perlendé Dug paa Græs,
og Øgene trækker saa slideligt
af Marken det sidste Læs.
Saa sagte svinder Dagslysets Skær,
og Skyens rødmende Bræm;
mod Hvile stunder alt levende,
og lister sig stille hjem.
Saa sænker Natten sit sorte Slør
og hyller hver Jorderigs Vraa.
— Langt borte høres en Hund, der gøer,
saa slumrer Store og Smaa.