Nu synker Væden i Damme og Sig,
nu grønnes de lave Kær;
nu fyldes Luften af Ve og Skrig
fra Vibernes blinkende Hær.
Nu lægger Bonden sin Sæd i Muld,
nu klukker Hønen for Kyllingekuld,
— hør Hanen galer i vilden Sky,
Joh,
det er Vaar, det er Vaar paany!
Nu dufter Mulden af Grøde og Liv,
det spirer i Frø og i Straa.
Til Vejrs gaar Lærken, før Sol opstaar,
og jubler mod Himmelens Blaa.
Nu knoppes Havernes Hække og Træer,
nu pusler med Reden den spættede Stær;
— Se Solens Blink over Bakker og By,
Joh,
det er Vaar, det er Vaar paany!
Nu fødes Uro i Unges Sind,
det gærer i Safter og Blod,
de lister bag Gavl, naar Sol gaar ned,
og Skumringens Skjul gir Mod.
De sukker, de længes, er sorrig, er glad,
de drages, de drives og ved ej af hvad.
— Se Kinderne rødmer og Blikket er sky;
Oh!
det er Vaar, det er Vaar paany!