Mig fængsled aldrig mild Adagio-Klang,
jeg elsker Krigsmusikens heftige Takt
og Hymnens Kor og Kampsignalets
Tilraab: Formér Eders Batailloner!
Det korte Ords ubøjeligt faste Bud,
saa skarpt som Staal, der kløver en Pandebrask,
den faste Form af Barm og Aasyn,
Legem og Sjæl, det er det, jeg elsker.
Se rundt omkring os: Flad er den Mark, du ser.
I Slud og Blæst og Kulde Sygner vor Dag;
og daarligt er det Liv, her føres,
Sumpenes Liv, hvor Frøer kvække.
Ej Glemmigej begjærer mit Hjerte da.
Ved Mosens Rand den voxer i tusindvis.
Men højt jeg elsker Kalaplantens
ensomme Blomst med dens strenge Alvor.
Eet Blad, een Tanke! ren som en Kvindesjæl,
der for mit Øje tegner sig stolt og klar
mod Livets stygge, mørke Baggrund,
enfold, fordi den er lutter Skjønhed.
En saadan Skjønhed — den er et Guddomspant
fra Himlen selv. Som den, der i Havsnød stedt
med Et ser Land, saadan ved Synet
jubler mit Hjerte: Der gives Lykke.
Der gives Lykke; thi der er Skjønhed til.
Kun En, hvis rene Blik med saa fuld Foragt
paa Krybet falder, at det skamfuldt
hvisler afsted — og jeg øjner Maalet.
Jeg ser den for mig, Sejrens duftende Krans,
jeg hører Krigsmusikens heftige Takt,
og selv jeg giver Kampsignalet.
Fremad! Valkyrjer i Luften vinke.
1872.