Du Preussens Kejsertrone,
frisk malt med ædelt Blod,
dig gad jeg nok se hugget
i Splinter for Frankrigs Fod.
Thi se! den sande Kejser,
der hist paa Tronen stiger,
er Middelaldren, Drot
over alle Rædslens Riger:
En sund Soldatervælde
skal styre Tysklands Jord,
gjenstridig Adbyrd tugtes
som Røveri og Mord.
For Skriblen mod Gud og Kejser
Øxen eller Riset —
Den hellige Treenighed
for Sejren være priset!
Ja, Frankrig, du var sunket,
Europa længst det saa;
et Skammens Brændemærke
bar du bestandig paa.
Du havde stræbt, din Voldsmand
fra Slot og By at jage.
Det brast — da sank du mat og
sløvt tvivlende tilbage.
Hans Glanstid kom. Da, Frankrig,
med hans Held du slutted Pagt,
og for den Sjæl, du solgte,
gav han Orden og Magt,
Du drømte end om Frihed;
men han — dit Vel han drøfter,
og spreder over Landet
de fagre Fremtidsløfter.
Og saa gik Glansen af ham.
O den Figur, der stod!
Det udslukte Øje
til den vaklevorne Fod;
Voxmasken — til den klæbet
Moustachen, den friserte —
Sot og Syge i Vox!
Var det ham, der triumferte?
Hans Dødstid kom. Da saas det,
at Jammer er Sløvheds Barn.
Da fanged Preussen al Frankrigs
gamle Ry i sit Garn.
Det stolte Ager- og Vinland
som Skovisk behandlet,
til Hjemsted for Mordbrand
og Hungersnød forvandlet!
Det sank, det sank. Et Halmstraa
da greb det i sin Nød,
hvis Bærekraft til Frelse
plat Ingenting betød.
Det Halmstraa, det var Frihed,
den længe glemte Tanke —
da skete der et Under;
thi Straaet blev en Planke.
Hør Marseillaisens Toner
med ny og bedre Klang!
Se Helteskarer i Bluse
paany gaa Sejersgang
trods Sult og Savn og Kugler
i den bittertkolde Vinter —
o Preussens Kejsertrone,
dig gad jeg se i Splinter!
Hospitalet i Rom
13. Januar 1871