Den 79. Psalme
Mel. Ach vidste du, som gaaer i Syndens Lænke.
Mel. Ach vidste du, som gaaer i Syndens Lænke.
1.
Gud! Hedninger har nu en Hær formeeret,
Og trængt sig ind midt i dit Arve-Land,
Der have de din Helligdom vanæret;
Jerusalem faldt de med Grumhed an,
Der rased’ Ødelæggelsen,
Og til en Steenhob har de nu forvandlet den.
2.
De myrdede og kastede de Døde,
Som tiente dig, til Rov for Fuglene;
Rov-Dyrene fandt Mættelse og Føde
Ved deres Haand i dine Hellige,
Og rundt omkring Jerusalem
Flød deres Blod, som Vand, og ingen jorded’ dem.
3.
Vi ere nu en Spot for Naboe-Magter,
En Skam for dem, vi boe imellem — ja!
De lee, og os ved hvert et Smiil foragter;
Hvorlænge vil du dog, o Jehova!
Saa uforsonlig være vreed?
Hvorlænge brænder, som en Ild, din Nidkierhed?
4.
Udøv din Dom mod hver, som os bekriger,
Og kiende ei dig Jehova, vor Havn!
Din Vredes Flod gaae over Kongeriger,
Som ære og anraabe ei dit Navn;
Thi de dit Folk opslugede,
Og deres Boelig til en Ørk forvandlede.
5.
Men glem vor Synd, som Hevnens Luer tændte,
Og mød os snart i al din Miskundhed,
Derpaa vi med en stadig Længsel vendte.
Hielp os vor Gud, udbred din Herlighed!
Red os, og frem vor Tarv og Gavn!
Og eftergiv vor Synd allene for dit Navn!
6.
Hvorlænge skal os Hedningene spotte:
„Hvor er den Gud, hvorved de skal bestaae!“
Blodhævner! hør det Blod, som de nedtraadte,
Og kræv du det, og lad os see derpaa!
Lad Fangers Suk ei være glemt,
Ophold du dem, som de for Døden har bestemt.
7.
Gud! hvilken Haan fra vore Naboe-Stæder!
Giengield igien syv Gange deres Spot,
At vi dit Folk, den Hiord du varlig leeder,
Vi maatte dog dig Herre Zebaoth
Ophøie ved din Varetægt,
Og vidne om din Magt for sildig Efterslægt.