Den 78. Psalme
Mel. O kiere Siel frygt aldrig meer.
Mel. O kiere Siel frygt aldrig meer.
1.
Mit Folk! mit Ord er lærerigt,
Vend til! mit Billed-rige Digt
Et lær’-begierligt Øre,
Jeg taler Digter-Sprog, og viid
Advarsler fra fordum Tid
I Tankers Trængsel stræbe,
At strømme fra min Læbe.
2.
Hvad vi har hørt, og vide alt,
Hvad Fædrene har os fortalt,
Det skal vi ei fortie
For deres Efterkommere;
Men Slægter, til de sildigste,
En Lovsang om Guds Ære
Og Magt og Under lære.
3.
Han gav sit Bud til Jacobs Held,
Og giorde Lov for Israel,
Befalte vore Fædre,
At lære Børnene sin Ret,
En Efterslægt skal vide det,
Og atter forestille
For deres Børn Guds Villie.
4.
Og troe paa Gud i Angester,
Ei glemme Herrens Gierninger,
Men hans Befaling holde,
Og ikke ligne Fædrene,
Der onde, og gienstridige,
Kleinmodige i Fare
Mod Gud troeløse vare.
5.
Thi Ephraims de Vældige,
Som kunde Bue-Skyttere
I en Slagordning stille,
De flyede paa Kampens Dag;
Grant saae de deres Nederlag,
De, som ei længer stode
I Pagt med den Algode.
6.
De brød Guds Pagt og søgte ei
At vandre meer paa Herrens Vei,
De havde glemt Guds Gierning.
De Under, som de havde seet,
Og hvad blandt Fædrene var skeet,
Da hver i Zoans Egne
Saae Almagt allevegne.
7.
Han bød og Havet flyede,
De traadde ind blandt Bølgerne,
Og vandred’ paa Afgrunden,
Ophvirvlet stod det flygtig’ Vand,
Som Høie dyngede af Sand,
Og Folkets Trin i Havet
Stod’ majestætisk gravet.
8.
Han førte dem fra Morgen-Grye
Til Aften-Dæmring ved en Skye,
Og lod en himmelsk Flamme
Dem lede giennem Natte-Mørk;
De smægted’ i den tørre Ørk,
Og strax han Klippen flækte,
Og Kilde-Væld frembragte.
9.
Han lædsked’ dem — i mange Brud
Sprang Kilde-Væld af Klippen ud,
Og samled’ sig til Strømme;
Men Folket blev — til deres Skam —
Dog ved at synde fræk mod ham;
I tørket Egn, i Fare
De strax opsætsig’ vare.
10.
De fristed’ Gud — de tvivlede,
Og kræsen Spise fordrede,
Ja Herrens Almagt spotted’:
„Kan han i Ørken dække Bord!“ —
„Vel flaktes Klippen ved hans Ord,“
„Og randt — vi kunde drikke;“
„Men Kiød — det faaer vi ikke!“
11.
Gud hørte det og han var vred,
Ildflammer slog paa Jacob ned,
Og Røg af Herrens Vrede
Mørk over Israel brød ud,
Fordi de ikke troede Gud,
Og ikke sig forlode
Paa ham, den evig’ Gode.
12.
Han aabnede ved Morgen-Grye
Sin Himmel-Dør, den høie Skye,
Og lod nedregne Manna,
Og gav dem dette Himmel-Brød,
Enhver den lækkre Spise nød,
Han Næring nok dem sendte —
De grant Guds Forsyn kiendte.
13.
Han bød — og Østen-Vind foer ud,
Og Sønden-Vind adlød hans Bud,
Og fra de lette Skyer
Blev Kiød nedkastet overalt,
Som Sand bevinged’ Fugle faldt,
Han dem i Leiren strø’de,
For hvert et Telt laae Føde.
14.
De spiste, mættede sig — og
Gud gav de lyst’ne Ganer nok,
Dog blev de ved at raabe,
Den endda neppe tomme Mund,
Om Mad og Forraad talte kun —
Men da var og Guds Vrede
Med Synde-Straffen rede.
15.
Han slog — og slog de Ypperste,
Israels unge Mandige
Krumbøied’ han til Støvet.
Dog syndede de lige fræk,
De saae Guds Domme uden Skræk,
Sig ei paa Gud forlode,
Og ei hans Under troede.
16.
Tungt faldt Guds Haand paa dem igien,
Som Damp svandt deres Dage hen,
Og deres Leve-Alder
Med Skræk en hastig Ende tog,
Og da — naar Gud i Vrede slog,
Da midt i Dødens Fare
De bade ham at spare.
17.
Da ærede de Herrens Bud,
Og ivrigen anraabte Gud,
Ved Morgen-Soel de bade,
Og under Aften-Skumring med,
Og grant erindred’ sig derved:
At Herren var den Klippe,
Den Grund, som ei kan glippe.
18.
Saa smigred’ de med Læberne,
Og deres Tunger hyklede;
Men deres Hierter vakled’,
De holdt’ ei Herrens Pagt og Eed,
Men han af sin Barmhiertighed
Al deres Synd forgietted’,
Og Folket ei udsletted’.
19.
Tit igienkaldte han sin Harm,
Og hæved’ ei sin stærke Arm
Til største Straffe-Domme;
Thi han, som veed, hvad Støvet er,
Han tænkte: hvad er’ Mennesker! —
Som Aandedræt, som Dage,
Der vende ei tilbage.
20.
Hvor tit i Ørken vare de
Ei onde og opsætsige;
Og i de øde Stæder
De fordred’ tit Guds Almagt ud,
O! Israels selvstændig’ Gud,
Hans evig’ Almagts Strømme,
Dem vilde de udtømme.
21.
De ei erindrede den Haand,
Som rev dem ud af Trængsels Baand;
De tænkte ikke meere
Paa den høitidelige Stund,
Da de forlod’ Egyptisk Grund,
Og til Guds Forsyns Minde
Gik frelst fra deres Fiende.
22.
Den Dag Egypten saae Guds Tegn,
Hans Underværk i Zoans Egn,
Da han ved Havet rørte,
Og Nilens mange Strømme stod’
Forvandlede med eet til Blod,
Saa Folket kunde ikke
Af deres Bække drikke.
23.
Nei! de kun Vredens Bæg’re drak:
En vinget Sværm dem giftig stak,
Og Frøer dem ødelagde;
Han Væxterne til Jordkrebs gav,
Græshopper aade Høsten af,
Og Hagl, som Storme sused’
Og deres Viintræer knused’.
24.
Afspillet Figentræet stod
Ved Myre-Tand fra Top til Rod;
Haglsteene dræbte Hiorden,
Og Øxne faldt paa deres Kiød,
Han sendte Vreden ud, og bød
Forbandelsen udfare
Med Straffe-Englers Skare.
25.
Han baned’ for sin Vrede Vei,
For Graven skaaned’ han dem ei,
Ei opholdt deres Aande,
Og Døden Rov-begierig stod
Og tryglede om Rov og Blod,
Og Jehova tilstedte,
At Pesten sig udbredte.
26.
Mørk Morder-Engelen uddrog,
Og deres Første-Fødte slog,
Hams Hyttes første Kræfter;
Men Israel gik ud, som Faar,
Og Herren denne bange Hiord,
Som eene ham tilhørte,
Igiennem Ørken førte.
27.
Hvor ledte han dem ikke trygt,
De kunde gaae foruden Frygt,
De frygtede og ikke;
Thi see! det nys adskildte Hav
Laae, som en sammenkastet Grav,
Paa Fienderne nedstyrtet,
De laae i Dyndet myrded’.
28.
Saa førte han sit Israel
Til Landets ydre Grændse-Skiel,
Til Egne ham indvied’,
Til Bierge, som hans Haand indtog;
For dem han Hedninger udjog,
Og lod sit Folk det Heele
Ved Maale-Snor tildeele.
29.
Han lod de Vandrende med Roe
I Cananiters Huuse boe —
Men vantroe og haarnakked’,
De endnu den Almægtige,
Som før i Ørken, fristede,
Og hver var ond, forvoven,
Og ingen holdte Loven.
30.
De gik tilbage og faldt fra,
Som deres vantroe Fædre — ja
De vendte sig til Siden,
Som skuffelige Buers Skud —
O! hvor fortørned’ de ei Gud,
Som for hans reene Øie
Opkasted’ Afguds Høie.
31.
De faldt for stumme Guder ned,
Opfordred’ Guds Retfærdighed;
Da saae Gud ei langmodig
Paa deres svære Synder ned,
Men Israel med Nidkierhed
I deres Synd betragted’,
Afskyed’ og foragted’.
32.
Og Silo han forkastede
(Den Hytte, som den høieste
Blandt Støvets Børn beboede,)
Han lod sin Ark, sin Herlighed,
Erobret føre fra sit Sted,
Sin Pragt han fra dem vendte,
Sin Ark til Fienden sendte.
33.
Nu var hans Land hans Vredes Maal,
Han gav sit Folk til Sværd og Baal,
Ild unge Mænd fortærede,
Jomfruer sang ei Brude-Sang,
Og Præster faldt — og ei engang
Var Enkerne tilstede
34.
Dog, som en Helt til Kamp opvakt,
Af Mod beruuset og opbragt
Dem satte til Beskiemmelse —
Men vilde dog ei flytte
Igien til Josephs Hytte,
35.
Ei Silo blev hans Boelig — nei!
Han Ephraim udkaared ei,
Men valgte Judæ Stamme,
Til Zions elskte Bierg han kom
Og bygged’ sig en Helligdom,
Der er, som Himlen vorden,
Og staaer saa fast, som Jorden.
36.
Sin Tiener David valgte han,
Og rev ham ud af Hyrde-Stand,
Fra Melke-Lam ham satte
Til Hyrde for sin Arvedeel,
Han vogtede og Israel
Med et oprigtigt Hierte,