Den tredie Bog.
Den tredie Bog.
Den 73. Psalme
Mel. Vor Gud han er saa fast en Borg.
Mel. Vor Gud han er saa fast en Borg.
1.
Gud er endnu for Israel
Det ene sande Gode,
Han er det for den reene Siel;
Nær vakled’ jeg, og troede,
At Ondskab sikker stod,
Nær skrentede min Fod,
Da med Misundelse
Jeg saae, at Syndere
I Held og Lykke stode.
2.
De gaae paa Livets Bane frem,
Og ei for Døden grue,
(Det synes Døden ei for dem
Har spændt sin Morder-Bue)
De Sundheds Rødme bær’,
De stærke, feede, er’
Og ikke blive de
Ved Trang og Lidelse,
Som mange andre tugted’.
3.
Thi prunke de i Stolthed klæd —
En dobbelt Tiorne-Hække,
Af Magt, og Mod og Gruesomhed
Omgiver disse Frække,
Vellysters Rødme leer
Paa deres Kind — man seer,
At Hiertets Inderste
Endog i Minerne
Uvidende sig røber.
4.
Paa andre see de haanlig ned,
Og Venskabs Stemme døve,
De true; ja med Myndighed
De Vold og Uret øve,
Og byde dog derved,
Som fra Guds Throne ned;
De nævne Himmelen,
Men for at spotte den,
Og vil forføre Jorden.
5.
Saa vender en usalig Flok
Mit Folk til deres Side,
Hvor der er Held og Vellyst nok;
De sige frit: „vi vide,
„At Gud, den Høieste,
„Vil ei vor Daad besee;
„Hvad agter han vor Jord!
„Og see! i hvilken Flor
„De Ryggesløse leve!“
6.
„Forgieves helliges min Aand,
„Og — o! forgieves vadsker
„Jeg i Uskyldighed min Haand;
„Hver Dag mig overrasker
„Med nyskabt Lidelse;
„Straf, som for Syndere,
„Der ingen Laster skye,
„Er mig hver Morgen nye,
„Hvad kan da Fromhed nytte“!
7.
Gud! havde jeg og regnet saa,
Jeg havde vendt fra dine —
Men nei! jeg grundede — jeg saae,
Og vilde sikkert trine,
Og dine Frommes Kaar
Kom mig bedrøvet for,
Til Tanken steeg, og kom
I Herrens Helligdom,
Hvor jeg gav Agt paa Enden.
8.
Paa slibrig’ Veie hine gaae,
Hvor Snarer du udbreder,
Ja! du dem lader skrente paa
Bedragelige Steder;
Med Under saae man dem
For Øieblik gaae frem,
Uventet deres Dom,
Og deres Ende kom —
Nu ere de ei meere.
9.
Som Vaagne kun af Drømmen lee,
Til Latter over Stæderne;
O Gud! da disses Lykke
Mig indtil Sielen skar,
Jeg ufornuftig var,
Og vidste intet — nei!
Hvor maatte jeg da ei
Dig dyrisk forekomme.
10.
Jeg jo bestandig er hos dig,
Du mig ved Haanden tager,
Dit Øie vaager over mig,
Og mig dit Raad ledsager;
Tilsidst du fører mig
Til Herlighed, til dig,
Thi — o min Lod er stor! —
Du, som i Lyset boer,
Mig henter til din Boelig.
11.
Hvad har jeg dog i Himmelen,
Hvad uden dig paa Jorden!
I hvor jeg kaster Tanken hen
Er du min Attraae vorden,
Forsmægter endog her
Ved stille Længseler
Mit Legem og min Siel,
Saa er dog Gud min Deel,
Og Hiertes Klippe evig.
12.
Men de, som vige fra din Vei,
Dem vil du reent udslette,
Du skaaner de Affaldne ei,
Som Haab til Guder sætte;
Hvad Fryd er da som den,
At være Herrens Ven,
Det er min Salighed —
O! bliv min Tilliid ved;
Vox, mens jeg Gud besynger!