Den 71. Psalme
Mel. Gud vær mig naadig og
Mel. Gud vær mig naadig og
1.
O Jehova! jeg flyer i stadig Flugt til dig,
Lad dog Forsmædelse ei overfalde mig;
Befrie mig, sterke Gud! for din Barmhiertighed!
Lad mit Skrig
Naae op til dig; —
O! bøi dit Øre ned!
2.
Vær mig, som Fæstningen paa steile Klippers Ryg,
Den jeg kan flygte til og altid være tryg;
Mig har du lovet Hielp; o Herre Zebaoth!
Kom ihu,
At selv er du
Min Klippe og mit Slot.
3.
Min Gud! beskyt mig da mod Uretfærdige,
Mod hver ubillig Haand, mod Fredsforstyrrere,
Mit faste Haab er du; dig jeg mig overgav;
Jehova
Min Tillid! fra
Min spæde Ungdom af.
4.
Du har beskyttet mig end fra min Moders Skiød,
Og ved din Forsyns Haand er jeg til Lyset fød,
O! uophørlig vil jeg rose mig i dig,
Mange see
Din Førelse
Som Under-Værk imod mig —
5.
Thi du er som en Borg, der skandser trygt om mig,
Du er min Læbes Lov, hver Dag skal ære dig,
Forkast mig ikke, naar jeg helder til min Grav;
Ikke naar
Ved mange Aar
Livs Kræfter tage af.
6.
Thi mine Fiender alt raadslaae imellem sig,
Og luure paa mit Liv; saa tale de om mig:
„Gud har forladt ham nu! forfølg ham ilende!“
„Grib ham; thi“
„Nu vide vi“
„Han har ei Hielpere.“
7.
Men vær ei langt fra mig, iil mig til Hielp min Gud!
Da falder Morder-Raad med Skam til intet ud,
Mit Livs Anklager da ved Løgn beskiæmmes skal,
Og de maa
Forhaaned’ staae,
Som søgte kun mit Fald.
8.
Ja, Gud! mit Haab er fast, min Sang skal vare ved
Jeg skal forkynde dig i al din Miskundhed,
Og daglig love dig for de Velgierninger,
Som for mig
Evindelig
Utællelige er’ —
9.
Kun under Herrens Skyts jeg søger Sikkerhed,
Og blot ophøier det, Gud! din Barmhiertighed,
O! fra min Ungdom er jeg underviist af dig;
Og endnu
Seer jeg, at du
Giør Under-Værk mod mig.
10.
Endog i Alderdom og ved selvhvide Haar
Forlad mig ei, o Gud! men lad mig vidne for
Usædte Slægter om din Magt, din Varetægt;
Mæt af Aar
Dig ære for
Den gandske Efter-Slægt;
11.
Thi din Barmhiertighed til Himlen strækker sig,
Du giorde store Ting — o Gud! hvo er dig lig!
Du mig ved megen Nød og Kummer prøvede;
Men, hvor stort!
Nu har du giort
Mig atter levende!
12.
Du brød min tætte Grav, og gav mig Aandedræt,
Og drog mig frem til en forloren Majestæt,
Langt større end jeg var, jeg ved din Naade blev;
O til mig
Du vendte dig,
Og al min Qval fordrev!
13.
Gud! dig tilbeder jeg for al din Troefasthed;
Min Harpe lyde høit om Herrens Sandruhed!
Lyd Zithar; smelt min Aand, bred hellig Vellyst ud
Rundt om mig! —
Alt love dig,
Israels store Gud!
14.
Du er min Læbes Sang; mens Harpen toner dig;
Dig ærer dette Liv, du atter skienked’ mig,
Om din Retfærdighed jeg daglig vidne skal,
Thi de maa
Forstummed’ staae,
Som søgte kun mit Fald.