En Sankte Hans i Kristiania
Minder fra Studentermødet 1869.
Minder fra Studentermødet 1869.
Hvis noget fra min Ungdom staar
i hvide Nætters Trylleglans
— lyslevende som fra i Gaar,
skjønt der er svundet tredve Aar —
er det min unge Sjælerus
en Sommerkvæld ved Sankte Hans
paa Voldene om Akershus.
Og skal jeg mindes, hvad der størst
sig tegner end paa Mindets Grund,
jeg nævner dig, Hans Brecke, først,
hvor hede Hjærters Venskabstørst
paa Skjellet mellem Nat og Dag
drak som af Hornet uden Bund
i lange, dybe, sunde Drag.
Jeg ser dig staa, mens Solen steg
bag Aasers skovbeklædte Rand,
af Festens Spænding rød og bleg,
paa Spring mod Livets glade Leg,
med Blikket vendt mod Himlens Hvælv,
en Yngling halvt og halvt en Mand,
— du var den unge Morgen selv.
Og som du stod i gyldent Skjær
og hilste Dagens Atterkomst,
en Stridsmand alt i Lysets Hær,
dit Billed stod mig altid nær,
saa fin af Sind som blød om Kind,
en fager Ungersvend i Blomst,
til Døden tog dig til sig ind.
Thi førend Livets Middagsbrand
— der svider bort, hvad Morgendugg
har strøet som Perler over Strand
af Ungdomshaab for Folk og Land —
fik naaet dig, laa du paa dit Skjold,
henvejret som et Blomsterfnugg,
naar Vaarens Vind er fjendsk og kold.
Men vi, der saâ dig frisk og sund
hin skjønne Sommernat i Nord,
véd kun, at denne Dæmringsstund
blev ét med Smilet om din Mund.
Vi saâ en Dag blev født paa ny
for alt, som gror, for hver, som tror
paa Ungdomsdaad og Morgengry.
* * *
Og vi, der kom til Manddomsaar
og snart maaske skal holde Rast,
hvor Maalet for vort Virke staar,
hvad fik da vi for Livets Kaar?
Hvor fløj den hen, vor Ungdomsdrøm?
Hvor mange Illusioner brast,
mens vi gled ned ad Tidens Strøm?
Hvor er den nu, den aabne Favn,
der kom som Baad for Sejlets Pres,
med Skum af Ry foran sin Stavn
og med et Stjærnebilleds Navn?
Hvor svandt den i den Taage klam,
som Nag og Nid og Sladdergæs
fik lejret mellem mig og ham?
Han var for længst en Mærkesmand,
til Høvding født som Herdebred,
og skjønt han blev en Smaatyran,
der greb til Interdikt og Band,
naar ej man fulgte Vindens Kast,
i lange Aar — snart op, snart ned —
stod dog vort Ungdomsvenskab fast.
Jeg ser — en dejlig Sommerdag —
ham rage op blandt grønne Træer.
Vi Danske fik det glatte Lag:
Vort Kjøbenhavneri som Vrag
flød om foruden Mast og Ror,
og Skuden var kun lidet værd,
gik der ej nye Mænd om Bord.
Og Skæbnen ham paa Ordet tog:
det næste Aar vi skrev Halvfjerds.
En Springflod over Verden slog,
og Bølgen sine Furer drog
igjennem tusend unge Sind.
For os med Holger Drachmanns Vers
den nye Tid blev ringet ind.
Men den Gang laa vor Fremtid tæt
forvaret under Slørets Fold,
og Brystet steg og faldt saa let,
mens Ungdomsblodet tog sin Ret.
Der var saa skjønt i Norges Land
fra Synnøves og Solveigs Moll
til Fossefaldets Dur i »Brand«.
Og nu i Dag, hvor Efteraar
snart gulner Birkens fine Blad,
der staar trods Død og Hjærtesaar
et Væld af Lys, en Duft af Vaar
omkring den hele Mindekrans,
da jeg som ung i denne Stad
paa Akershus holdt Sankte Hans.
Kristiania, 1ste September 1899.