Til Hs. Majestæt Kong Oscar
i Kjøbenhavn, den 27de Avgust 1897.
i Kjøbenhavn, den 27de Avgust 1897.
Ad Drottningholms berømte Trappegang
skred Pressens Mænd til Fest i Kongens Sale.
Der var en Summen af forskjellig Tale,
en halv Snes Sprog om Øret sang og klang
— en morsom Stump af et moderne Babel.
Og nok at se, hvad Øjet end faldt paa:
De unge Damer i de hvide Dragter,
den mørke Sydbo med de stærke Fagter,
og ved hvert Sving af Trappen: gul og blaa
Kong Karl den tolvtes Vagt med dragen Sabel.
Og under Svea-Gardens Tonevæld,
fra klingre Horn og til den dybe Tromme,
de glade Gjæster lader Vinen skumme
paa Journalistkongressens sidste Kvæld.
Den kongelige Vært med Smil om Mund
er selv en Journalist i denne Stund,
en Kammerat imellem Kammerater.
Som Statsmand véd han, hvad en ivrig Stab
af Pionerer rundt i alle Stater
blandt Fordom rydde kan og bygge Bro.
Som Digter ejer han den lyse Tro
paa Sandhedsmagten i et Broderskab,
der kæmper for, om end kun Led for Led,
den drømte Folkevaar og Verdensfred.
Og Kongen taler til os kloge Ord,
langt klogere end de, vi stundum høre,
om, hvad en Presse i sit Skjold bør føre,
hvis denne Stormagt virkelig er stor.
Og én for én evropakjendte Mænd
staar op og taler Kongen til igjen
og tolker djærvt og varmt, hvad Pressens Stand
stræber at bygge op for Folk og Land,
hver paa sin Plads, hver efter bedste Evne
— indtil en Hyldingsjubel for Monarken
fra Slottet bæres vide over Parken
— den smukke Slutning paa det smukke Stævne.
— — Og Tanken gaar tilbage en Snes Aar.
Jeg staar igjen som ung Student til Fest
i samme Sal og samme Konges Gjæst,
og samme Jubel imod Loftet slaar.
Hvem aned da, at her med os løb ud
Studentertogene med deres Saga?
Nys havde jo Prins Frederik sin Brud
til Danmark hentet fra Kong Gustafs Haga,
og Nordens Træ skød atter friske Skud.
Den gamle Snor med sine trende Strænge
end lægges lempelig og holder længe.
Se, hid nu drager fra Charlottenlund
en Ungmø, frisk som Øresundets Strømme.
Og atter rører sig i Folkets Grund
de gamle Sambaandshaab og Nordbodrømme.
Er det et Varsel ej, at selve Tronen
i Aar vil mindes Kalmarunionen?
Ak, hvilke Tanker for en fremmed Dansk!
Dér staar Kong Oscar jo og taler Fransk
— fuldendt som sig en Bernadotte sømmer —
og jeg er ingen ung Studenterdrømmer
— Soldat kun i den store Arbejdshær,
der giver Dagens Spørgsmaal Form og Farve.
Og vor Kongres, der skal Studentens arve,
har ny og andre Maal for al sin Færd.
De Vaaben, der i Aften er i Essen,
de gjælder Norden ej, men Verdenspressen.
* * *
Men Kongen, der — til Hæder for vor Stand —
for Pressens Virke har saa lydhørt Øre,
skal, naar i Dag han stiger her i Land,
for selv sin Søn til Alteret at føre,
et lille Ekko af den Hyldest høre,
der brused om ham paa hans Mælarstrand.
Og slog til Lyd han højt for Pressens Ret
og maned os til ej at blive træt,
naar kun i Retfærds Navn vort Sværdhug faldt,
og Folkevel og Landefred det gjaldt
— saa er det nu vor Pligt og Æressag
at sige Tak ham for den skjønne Dag,
da, medens Solen sank bag Fyrsteborgen,
en Konge hilste nye Tiders Morgen.