Otto Borchsenius (1844–1925)

Tilgiv mig, Stockholm, sommerskjønne Stad,

der som en skumfødt stiger af dit Bad

hver Morgen i to Strømmes friske Vande,

tilgiv mig, at jeg trods de tusend Flag,

der vajer over Djurgårdsskovens Tag,

alene søger ud til Djursholms Strande.

Jeg har en Gang at gaa, en Valfartsgang,

der vel gjør Hjærtet tungt og Struben trang,

men ogsaa lader Sjælens Strænge klinge.

Og inden jeg mig melder hist som Gjæst

ved Kappestævnet og ved Ugens Fest,

en stille Tak jeg har et Hjem at bringe.

Det er et Hus, jeg søger paa en Høj.

Fjærnt laa bestandig det fra Larm og Støj,

og mere stille jeg kun nu det finder.

Jeg gaar igjen den stejle Vej derop;

fra Egens Krone og fra Birkens Top

jeg hører som et dæmpet Kor af Minder.

Det var en dejlig Sommeraftenstund,

da stod han her ved Laagen med sin Hund

— ak, er ej mer det end fem, sex Aar siden? —

og bød mig med den skjønne Stemmeklang,

man aldrig glemte, var den hørt en Gang,

et mildt Velkommen til sit Ekeliden.

Hvor var det godt at dvæle her en Tid!

Kom man fra Brødets Slid og Døgnets Strid,

man følte gjenfødt sig og sjæletvættet.

Jeg maaler ej hans Høvdingsplads i Nord

— et af de bedste Mennesker paa Jord,

jeg véd kun, har min Vej i Verden lettet.

Hvor lærd han var, hvor vid hans Horisont,

naar han mod Løgn og Fordom gjorde Front,

er hævet over baade Ros og Dadel.

Men den, der søgte bag hans Venskab Læ,

og den, der saa’ ham med et Barn paa Knæ,

tør sikkert vidne om hans Hjærtes Adel.

Og Tanken var saa ren som Hjærtet ømt;

han har i sine Digte altid drømt

om Barneuskyld og om Edens Have.

Og naar han var de værgeløses Skjold

og slynged ud sit Spyd mod Svig og Vold,

da syntes hellig ham hans Sangergave.

Fra hans Athener til hans Vaabensmed

staar nu hans Livsværk hugget, Led for Led,

i Sprogets Malm, hvor det har dybest Leje.

Og Sverrigs Ungdom, der fra Slægt til Slægt

skal tage denne Arv i Varetægt,

vil værne trofast om sit bedste Eje.

Men holdt han blankt end sine Tempelkar,

et Barn af denne Verden dog han var,

og Tænkerpanden kunde ofte glattes.

Bag grønne Træer ved et Utvärdshus

han glad saâ Solens Glød i Vinens Krus

naar — helst paa Tomandshaand — Symposiet sattes.

Da kom en Skjælm i Blikket, fin og klog,

selv naar de store, tunge Øjenlaag

fortalte om hans Nattevagt ved Bogen.

Da kunde Smilet om hans smukke Mund

i Skjønhed kappes med hans Djurgårdsbrunn,

hvor han saa gjærne sad, godt gjemt i Krogen.

Han var en bly Natur, ja næsten sky,

og kom en fremmed, lokket af hans Ry,

han vilde ej begloes som Visdomsugle.

Og først naar Luften renset var og fri,

han atter voved ud sig af sit Hi

og lo, han maatte som et Barn sig skjule.

Helst gik alene han sin tavse Vej

og tumled med den Form, hans Tanke sig

igjennem skjønne Rhythmer vilde bryde.

Da skulde man ham lade gaa i Fred,

men kom han af sig selv og slog sig ned,

da blev der Fest, som han den kunde yde.

Han staar for mig i Sommerlys og Glans,

og der er atter nu Solstraaledans

paa Ekelidens Park og Bølger klare.

Han var saa glad for sine »hundred Træer«,

og deres Sus i Solnedgangens Skjær

den sidste Hilsen ogsaa til ham bare.

Hans Land vil frede denne stille Plet,

hvor han, skjønt hverken gammel eller træt,

sit ædle Hoved lagde ned i Striden.

Og hver, som trykket har hans Vennehaand

og kjendt hans Hjærte og hans lyse Aand,

vil aldrig kunne glemme Ekeliden.

Stockholm, 19de Juni 1897.