Om nogen vilde spørge mig, til hvem
af mine Venner jeg — og nu mit Hjem —
igjennem Aar og Dag staar mest i Gjæld,
jeg vilde sagtens lidt paa Svaret trække,
imens jeg med en Tak for Livets Held
i Mindet dvæled ved en broget Række.
Men tøved jeg med Svaret, kom det fra
min Hustru og min Natja — én for begge —:
Det er den danske Konsul i Moskva.
Det er Thor Lange og hans fromme Viv,
hvis Venskab lyser i vor stille Stue,
snart med en Digtning fuld af Aand og Liv,
snart med et kunstløst Billed af Vor Frue,
signet i Vievand ved Altrets Kjærte
til Værn for Barnet under Moders Hjærte;
men altid i det store som det smaa
— og ikke mindst naar det gjaldt Sorg og Smerte —
en Tankegang, som mer man skjønned paa,
jo dybere til Bunds man i den saâ.
Der er et Sagn, der ogsaa hid til Norden
fandt Vejen paa sin Rundgang over Jorden
som Kristendommens Romantik i Flor;
det handler om Kong Arthur og hans Mænd,
hin Ridderflok omkring det runde Bord
med Skaalen af Smagrad, den hellige Gral,
der lyste underfuldt i Borgens Sal.
Naar Vold og Uret lagde Verden øde
og Børns og Kvinders Raab i Rædsel løde,
hver Ridder trak sit blanke Sværd fra Lænd
og holdt det over Helligdommen hen.
Da kunde Kristi Blod i Gralen gløde,
den dyre Kalk, hvorpaa de Eden svor,
før atter ud til Ridderfærd de fór:
de svages Værn, de værgeløses Arm,
rede til Strid som til at stille Graad,
thi under Skjoldegny og Vaabenlarm
var alt en Tempeltjeners Offerdaad.
Og hver Gang Ret paa ny gaar imod Magt,
Kong Arthur og hans Mænd staar under Vaaben.
I Gralens Skjær fik ogsaa Flammedaaben
Thor Lange paa en saadan Tempelvagt.
Og lagdes end hans Vagtpost fjærnt mod Øst,
Hundreder af Mile fra hans Hjemlands Kyst,
hans Hjælmbusk saas dog over Fjenden vaje,
naar Kampen gjaldt det dyreste, vi eje;
og for vort Flag, vort Sprog, vor Folkeadel
han blev en Ridder uden Frygt og Dadel.
Ømtaalig, ærekjær og let til Hede,
han mødte tidt den Smaalighedens Vrede,
der i et lille Land kan blive stor,
og mens han i sit eget Bryst holdt nede
alt lavt og lumpent, faldt der onde Ord,
der — hørt i Afstand — lød som Rygtemord.
Da skjød i Kinden op det mørke Blod,
da var selv Venners Røst ham halvt imod;
og staar en Sjæl som hans først ret i Brand,
den Lue kan fortære vel sin Mand.
Og stundum syntes han, naar Nattens Sne
de store Stepper i sit Lagen slørte,
der næste Morgen ej var Spor at se
af Vejen, som igjen til Hjemmet førte.
Men naar ved Solfaldstid i Guld og rødt
fra Kreml de hundred Kupler lued,
han for sit indre Øje atter skued
et Syn, der stemte Sindet vemodsblødt.
Han saâ de brede Bøges Kupler slaa
den kjendte Krans om Dyrehavens Sletter
og hørte Sundets Bølgeskvulpen naa
hans Øre som i gamle lyse Nætter.
Da blev igjen et Barn han af sit Land,
da blomstred Roser atter under Strand,
da blev hver Bog, han fik fra Danmark sendt,
et kosteligt Klenodie paa Prent.
Da tænkte han blot paa at kunne være
— hvad der end ogsaa med ham selv var hændt —
sit gamle Hjem til Hæder og til Ære.
Og rundt omkring i Skov, paa Mark og Hede
hans Bavtastene danske Minder frede.
Ung drog han ud, og næppe hjem han vender,
han fæsted Bo og vandt sig Brud derborte,
og alle Verdens Tungemaal han kjender,
og selv han væved sig sin Sejersskjorte.
Højt steg i Ære han og Fyrstegunst.
Hans Embedsstilling og hans sjældne Kunst
gav Rang ham paa et fremmed Samfunds Tinde.
Større og større Maal han vilde naa;
hver Sejr, han vandt, var jo en Krans at binde
til Smykke for det kjære Land derhjemme.
Og tidt hans Venner med Bekymring saâ
ham Hvile, Sjælero og Sundhed glemme,
naar, selv om Blodet i hans Tinding brændte,
han Livets Lys i begge Ender tændte.
Mer kongelig end Kongen selv maaske
han kunde tidt paa mange Forhold se,
men mere højt har næppe nogen hævet
sit Hoved under lange Kampens Aar,
og mere rank i Ryggen ingen gaar
— thi hvad af Ry han for sig selv end kræved,
det var for andres Vel, han banked paa
hver Dør, hans Haand og Stjærner kunde naa.
Hvor underligt i russisk stram Mondur
at tænke sig en ægte dansk Natur,
saa lyrisk blød, saa stemningsfuldt bevæget;
at se med Sablen omkring Livet spændt
paa et Katheder staa en dansk Student,
hvis milde Øjne længst fik Alvorspræget.
Hvem véd, maaske det gjaldt en Time efter
at kunne med en Katkov prøve Kræfter.
Men naar ved Aftenstunder i hans Hjem
— det Hjem, hvis Arneild har varmet mange —
paa ny de gamle Kilder sprudled frem,
da lød hans Modersmaal i skjønne Sange.
Og op til Stjærnerne han saâ i Nord
og tænkte paa, om ej han kunde glæde
— skjønt atter det for ham blev Nattesæde —
de fjærne Venner med et kjærligt Ord.
For mangt et saadant Ord — og meget mer —
jeg staar i større Gjæld, end jeg kan klare.
Men dog jeg tænker, at det ej har Fare,
thi han og hun, der kun paa Viljen ser,
vil begge deres Venskab nok bevare.
Maatte da Skæbnen ham os naadig spare!
Vi har ej længer Raad at miste fler.
Han hører hjemme blandt den Ridderskare,
hvori de bedste Danske Vaaben bare.
September 1899.