Henrik Ibsen
1828 — 20. Marts — 1898.
1828 — 20. Marts — 1898.
Det var paa Skovgaard en Oktoberdag
— omtrent vel for en halv Snes Aar tilbage —
en af den gamle Hegels store Dage,
hvor højt var hejst det rene norske Flag,
og Husets Venner samlet var til Fest
om Henrik Ibsen som dets Æresgjæst.
Det var kun sjældent, han til Norden kom.
End flakked som Odyssevs viden om
den strænge Tugter af sin Samtids Brøde,
mens Skuespil paa Skuespil holdt Dom,
som vilde han en Verden lægge øde
og vise i den lille Kystbys Spejl,
hvordan de samme Brøst, de fælles Fejl,
fra Land til Land som aabne Kræftsaar bløde.
Nu havde han, den vidt forrejste Mand,
hvis »Skuders Stavne« fulgte dulgte Love,
en Sommer dvælet ved den jydske Strand.
Hvad vilde han i Sæbys stille Skove,
hvad søgte han ved Kattegattets Vove?
Dér sad den tavse Sfinx, hvis dunkle Ord
Orakler lig gik om den halve Jord
og overalt, selv i de fjærne Lande,
længst havde traadt de mærkeligste Spor.
Som store Fugle over dybe Vande
paa brede Vinger fløj hans Verdensry,
en Jupiter tonans bag Olympens Sky
med Solglans for hans Land langs Skyens Rande.
Har virkelig en Digter denne Magt?
Har en Skribent sig Jorden underlagt?
Kan Tankens Guld med Børsens prøve Kræfter?
Staar Ordets Staal for Sablens ikke efter?
Han har jo blæst Appel og Hære vakt.
Knap er hans Værker trykt og Ordet sagt,
før Tusender og Tusender i samme Stund
i lydløs Spænding hænger ved hans Mund.
Dér sad den sjældne Gjæst med Manke graa
og lod de skarpe Øjne langsomt gaa
langs Bordets Sider ned fra Plads til Plads
og dvæled ved hver enkelt Gjæst i Salen.
Længst havde Værten slaaet paa sit Glas
og bedet Hostrup holde Velkomsttalen.
Forstummet var den gamle Digters Lov
til ham, der rørte op, mens andre sov,
og for at flytte Tidens Grænsepæle
voved at kaste Uro ind i Sjæle.
De smalle Læber lukked tæt sig til,
men Terjes hvasse Lynglimt kom dog ikke;
der syntes snarere i Blikket ligge
et resigneret, halvt vemodigt Spil.
Og nu da han sin Stol tilbage skød,
hvem havde tænkt sig vel hans Røst saa blød,
saa øm en Sangbund hos en Svøbens Mester.
»Jeg skylder Tak det Land og Folk, jeg gjæster;
jeg har en Tak at bringe Danmarks Strande,
der gjæstmildt for i Sommer gav mig Ly;
og venlig mindes jeg den lille By
med sine lune Skove, stille Vande.
I mange Tider har jeg Fjældet kjendt;
med Sten er gamle Norge rigt begavet.
Men mig i Danmark er et Under hændt,
i Sommer har jeg først opdaget Havet.
Det frie Hav, som intet Fjæld beskygger,
det aabne Hav, hvor Solen bor og bygger;
hvortil man overalt gaar lige ud
og ingen Bjærgvæg staar med Taagens Slud.
Og stiller til mit Folk jeg atter Kravet,
lægger paa Læben Ildord mig en Gud,
jeg bringer gode Minder med fra Havet.
Dets Pust jeg føler svaler end min Pande,
og disse jævne, bløde, blanke Vande
vil mildne Hjærtet, dulme Dagens Kiv
og gaa igjen i alt mit Digt og Liv.
Og derfor siger jeg til eder: Giv
mig eders Venskab nu, hvis hjem jeg vender;
jeg trænger selv til Sol og aabne Hænder.«
Jeg mindes, hvor vi aandeløse sad,
mens hvert et Ord sig ind i Hjærnen brændte,
og Øjet spørgende mod ham vi sendte.
Vel slog i Tiberens og Isars Stad
den salte Bølge ej sit Skum mod Bredden,
men var end baade Aar og Dag nu leden,
fra han saâ Hjemmekystens Kiming svinde,
en Nordmand har sin Sø dog tro i Minde
og glemmer ej sin Havhests friske Vrinsk.
Og han, der tidt sin Samtid bittert aved,
der sprængte Dukkehjem og folkefjendsk
ormstukne Samfundsstøtter oversaved,
han skulde først nu her opdage Havet
og finde i den danske Sommers Skjød
Lise for Sindet, Bod for Sjælenød!
Det var da atter et Orakelsprog,
hvorpaa Fortolkningskunst ej let blev klog,
og hvorom Verden atter kunde strides.
Men dog saa længe der end er en Krog,
hvor Livets Sol og Lys ej ned kan naa;
saa længe der paa Jorden end maa lides,
det Ord om Havet skal der agtes paa.
Hold om din Sjæl bestandig aabne Vande,
lad Hjærtet ej i Brystet fryse til;
luk op for Lys og Luft, i Fald du vil
en Gang som han naa frem til Fredens Strande.
Han var en Bjærgmand, der brød Vej i Dybet
og svang sin Hammer, saa det klang i Bjærget.
Hans Trods mod Bøjgen og hans Had til Krybet
gav Kraft hans Arm og lagde Vægt i Værget.
Men efter Gangen gjennem Jordens Schakter
— hvor rige Skatte han end vandt og sleb
til ædle Smykker med en Kunstners Greb —
og efter Kampen imod Mørkets Magter
han længtes op — som dog en Digter higer —
mod Himlens Blaa og alle Lysets Riger.
Det er end ej den største af os givet
at kunne savne Sollys over Livet,
og lukker Fjældet sig med Larm og Brag,
er hvert et Udsyn stængt for Haab og Dag,
og synes alt i Mulm og Nat begravet
— husk Henrik Ibsen og find Vej til Havet.