Emil Bønnelycke (1893–1953)

Søster, se jeg længes, hvileløs er jeg, ikke i min Lyst til at rejse o Ver Verdenshavene, til at favne Guds skønne Jord fra mit Hjemland, Tyskland, og til mit Bestemmelsessted, Batavia, Java, og ikke i min Tørst efter at se alle de Steder, hvor jeg har været, én Gang til — men for dig —.

        Søster, hvad hjælper det mig at se de fine Englænderinder i Calcutta, de mørkøjede Piger i Jamulpur, Forindien, de brune Piger paa Ceylon og de lokkende, de eksotiske Hetærere paa Malakka, hvad hjælper det mig at mindes den lyse, blaaøjede Germanerinde paa Sct. Paulli i Hamburg — naar jeg aldrig skal træffe dig. —

        Søster, min ensomme Søster, som lever alene i det store, stenede Berlin, som jeg ikke har set i mange Aar (saa længe er det siden, synes jeg), hvor smuk er du nu bleven?

        Søster Joschja, jeg længes, jeg længes, og min Længsel er en Angst for dig —. Hvor er du henne? Hvilke Veje gaar du? Hvem er de Mennesker, du møder? Om Aftenen, naar jeg sidder paa mit Skibs Dæk og ryger min Pibe, enten det er i Bombay eller i Port Said eller paa Kinas hjemløse Kyst, synes jeg at kunne se dig, se dig græde. Dine Taarer giver disse Stjerner større Glans, en Klarhed og en Uro, der gaar ind i mit Hjerte som en Kalden. Nævner du mit Navn, Søster? O, hvor jeg husker dig, da du var Barn, da Far og Mor levede, du var Seværdigheden i Familien, Spørgsmaalet, hvorom alting drejede sig. Du skulde have en uhørt lykkelig Fremtid, Far og Mor vilde lægge Alverden for dine Fødder. Og alle dine Bejlere, som kom hjemme, og var saa høflige mod mig, hvor jeg husker dem. Hvor er de henne nu?

        Søster, du maa skrive til mig. Jeg vil se din Haands ubehjælpsomme Skrift, som jeg elsker. Jeg vil kysse Linjerne, som skælver og staar ujævnt. Jeg vil aande Brevet ind som en Hilsen fra alt derhjemme, fra dig. Søster, du skal fortælle mig, hvor du færdes, hvad du tænker paa med dig selv. Luk al din Trøstesløshed inde i et Brev og forsegl det med dine Taarer, da vil jeg aabne det, som var det dine Øjne jeg saa ind i —, som var det dit Hjerte, der talte til mig —, som var det din fine, skrøbelige Haand, jeg holdt i min —.

        Søster, lev lykkeligt derhjemme. Jeg raaber det til dig. Prøv om du kan. Drag den hjemlige Lufts helbredende Aande, styrk dig i det nærværende. Du er dog hjemme. Du har dog alle de elskede Gader, du kan gaa ad, du har dog Hjemmets Dør, du kan valfarte til, du har Fars Grav, hvor du kan gaa til og smile . . .

        Men drøm dig ikke ud i Verden. Misund ikke mig, der flakker paa de store Veje, paa Havenes øde Terretorier. Du kender ikke mit Hjertes Bjerge af Længsel. Du kender ikke min uafvendelige Hunger, min Rastløshed.

        Søster, jeg har set Haverne paa Ceylon. Jeg har set det uforglemmelige, sodede Calcutta, det tropiske Rangoon med Bambusplantagerne. Jeg har set Djunkene paa Hoangho, Fillippinerne med Manilla, den grønne By. Jeg har set Æventyret, den store Verden, og nu kender jeg min Skæbne. Jeg vil altid se den. Jeg vil altid knæle for dens Herlighed, tilbede den, men jeg er blevet et Offer for Hjemløsheden.

        Søster, paa disse Veje vil du altid finde mig, derfor ved jeg, at jeg aldrig kommer hjem —.

        Søster, jeg er Globetrotteren, jeg er Havets Beduin, jeg er den stjernekyndige Vagabond, jeg er Skibskaptejnen, som har hjemme paa de store Rejser, hvis By er alle Byer. Jeg er Verdens Søn, der tjener paa dens vilde Veje. Jeg er din hjemløse Broder.

        Søster, i Billedet af dig har jeg Billedet af mit Hjemland, og alt hvad jeg holder af, det, jeg aldrig skal naa, det, der er mig dyrebarest —. I Billedet af dig vil jeg engang dø med en Følelse af, at jeg naaede hjem alligevel —. I dit Billed vil min Barndom leve, kun naar jeg nævner dit Navn, er jeg hjemme.

        Søster, jeg sender dig en Hilsen over Verden:

        Glem ikke din Broder!