Emil Bønnelycke (1893–1953)

O Ingrid, om vi vidste, hvad du var, da du levede. Dit Sind var Natten, du selv og det, du frembragte, var som en Ydmygs afsides Graad over sin egen Skæbne, fordi du i dine Smil saa Livets Skønhed, hvor din Fod traadte. Saa heftigt elskede du den Dag, som hver Morgen ufortjent bringer os og lægger med Sol for vore Fødder, at du ma atte piskes af en ensom Graad, fordi du ikke maatte leve. Fordi du en Dag saa alle Tings Død med dit Hjertes Død, endnu mens du evnede at smile. Endnu mens du evnede at se Sol, mærke Luftens Duft og Farver, favne Fuglene. Sangene, gribes af Træernes gaadefulde Skønhed og nære din bitre Bevidsthed om Livet, Livet. Jeg hader Jer, I Dage, fordi I ikke skænkede Jer til hende. Jeg hader Jer, I Fugle, fordi I ikke sang fornyede Sange, Karskhed, lindrende Kraft til hendes Hjertes visnende Buket af Foraarsblomster. Jeg spotter dig, Sol, for din Evneløshed, fordi du ikke hjalp hende gennem denne Nat af Taarer — dine Arme skulde have løftet hende mod Lyset og ydet hende Følelsen af tilbagevendende Kræfter ved din Styrke, unaadige Sol.

        O, Ingrid, vi gætter og gætter, hvad var du? Mærket af Døden var du et Dyb af Klogskab, af Dødens Visdom. Du var et Barn i alle dine Haab, i al din Godhed. Du var den smilende Opofrelse, Fliden og Troskaben. Trods dine nitten Aar var du moden i din Moderlighed, øm og kvindelig. I din Glæde var du Kunstner; thi den er Kunstner, som kan ytre sin stilfærdige Hengivenhed for alle Tings Skønhed. En Mand har fortalt mig om et Æble, som voksede paa en syg Gren. Det modnedes før de andre, blev sødere og rigere og faldt før de andre. Saadan var dine nitten Aar, du Frugt, du smilende Ungdom, som tidlig brast i en dødelig Graad over dine talte Dage. Ingrid, du var et Særsyn paa dit sjældne Felt. Du havde Silhuetistens Behændighed; men du havde ikke Silhuetistens Mangel paa Følelse. Du saa Linjernes, Yndens vitale og søde Sælsomhed, du sære unge Kunstner, hvor Tusinder var Dilettanter. Dine faa Arbejder var dekorative Sortklip, mystiske Saksearbejderske! Er din Fantasi i dine sidste Arbejdsdage løbet fuld af Taarer? Græder du endnu levende i dine Friser, dine sælsomme, sammensatte og symbolske Motiver? Er det dig selv, der staar ved Træet og beder det Farvel? Er du det hulkende Barn, der ser sig nøgen i Døden? Er det dig selv, der sidder i Kurvestolen, bøjet over dit Hjertes Nat i Bevidstheden om din snare Bortgang? Dit svage, dit syge, dit tørstende Bryst. Jeg ser i dine Saksetegninger dine stumme Raab, dine glemte Smil, dine nitten Aars Ensomhed, din unge Død. Du var en Aubrey Birdsley. Du ejede hans Finhed, maaske ikke helt hans Fantasi, men du havde heller ikke hans Dekadence. Du kendte næppe »Madmoiselle du Seine«, men du kunde minde om Courbet. Din »Pige i Stolen« er mere end at være en Tegning et Maleri, forenklet og dybt, virkende ved sine faa Midler. Hvad kunde du ikke have ført det til? Du var din egen Mester. Dit Forbillede var din egen Forening af Drøm og Dygtighed; thi havde du nogensinde lært Teori?

        O, Ingrid, Natten har taget dig, og i Jorden er dine Venner Ormene. Nej nej, der er ikke koldt dernede. Du sover varmt og trygt, og nu begynder Blomsterne at gro hos dig. Søg din Trøst hos dem, og kan du mindes Livet, da husk det gennem Blomsterne, du, som hungrede efter Foraaret, Solen og Dagene, du, som haabede og vandt Haabløsheden, du, som takkede for hver Time, du levede, selv den sidste. Ingrid, Ingrid, det blev Nat for dine Øjne, for dine nitten Aar, og nu sover din Ungdom fjernt fra det smilende Liv, hvor din unaadige Sol skænker os andre Naaden, den at leve, at leve. Staa, du stærke Minde, bliv hos os, du barnlige Forestilling om det Hjerte, som randt fuld af Taarer. Staa, du Billede af Foraarets Død foran Porten til sin Sejrs Sommer. Levvel, Ingrid, i din Seng af Jord og i dine Blomster.