Jeg er syg, og har været syg nogle i Dage.
Endnu, da jeg lægger mig til at sove, er det lyst. Solen, som gaar ned, falder ind af Vinduet. En rød Solstraale falder over mit Ansigt og min Seng ... Nej, jeg sover ikke. Hvem er det, der kommer?
— Hvor er Deres Knivbajonet? spørger Generalen.
Han træder ind paa Toilettet i den gennemgaaende Sovewaggon, hvor min Barndomsven og Kammerat, Ordonnantsen har vist mig et hemmeligt Arsenal, sandsynligvis Reservearsenal af Skeder, Bajonetter, Livremme, Kogekedler, Patronhylstre og Tasker.
— Tag væk — har han sagt —. Men
skynd dig. Generalen er her —.
Jeg har set ham for Enden af Waggonens Sidegang, fulgt af sine Adjudanter og Generalstabsofficerere.
— Hvor er Deres Bajonet? gentager han.-
Den er borte, Hr. General — svarer jeg.
— Hvad Nummer havde den? —
— 10503. —
— Find Dem en anden. —
— Javel, Hr. General. —
Jeg bukker mig ned og finder en.
— Passer den? —
Jeg retter mig op.
— Javel, Hr. General. —
— Saa de efter, om den var slebet?
Jeg river Bajonetten af Skeden og føler mig for med min Tommelfinger. Jeg fryser og føler mine Tænder klapre umærkeligt . . . da jeg svarer:
— Den er slebet, Hr. General. —
— Det er godt, 5. Træd ind. —
Generalen kender mig. Hvorfra, hvorfra? spørger jeg mig selv.
Han gaar videre gennem det af store Waggoner sammenrangerede Tog, som, da det blev skubbet ind under Hallen ved Perronen, hvor Kompagniet staar opmarcheret, greb mig med en Rædsel. De to bageste Waggoner er to tunge Truck-Ambulancevogne. Jeg kender dem straks paa deres smaa, firkantede, blodrøde Kors i de hvide Cirkler . . . Ellers er det umuligt for mig at se, hvor Toget skal hen . . .
— Hvorfra kender Generalen mig? — spørger jeg min Ven Ordonnantsen.
— Det ved jeg ikke — svarer han nervøst. — Se nu og kom ned.
— Hvor skal vi hen? —
— Jeg ved det ikke. —
Det er klart, at vi skal transporteres direkte frem i forreste Linje . . .
Jeg melder mig tilbage og træder hemmeligt gysende ind paa min Plads.
♦
Tilbage af den Skyttekæde, Kompagniet har formeret paa Linje, er vi vel tyve Mand. Jeg gaar barhovedet i Solheden. Jeg har mistet min Hue. Dagen er i Middagshøjde, og under hele Fremrykningen, hvor vi bliver uafbrudt og voldsomt beskudt af kvælende, irriterende usete Modstandere, gaar jeg og tager mig til min Pande . . . Jeg husker ikke, at mine Kammerater under denne Fremrykning, hvor de en efter en uden en Lyd gled om i Græsset — sagde noget til mig. De gik frem i Følge en anden Vilje end deres egen, under en dødelig Hypnose . . .
Vi naar en høj Skrænt, hvor jeg tydelig ser Valmuerne blomstre og Smaastenene skinne i Solen . . . Skydningen hører mistænkeligt op. Vi ser stadig ikke noget til Fjenden. Denne Tavshed, der syntes ladet med afgørende og skæbnesvangre Foretéelser, husker jeg, som om mit Hjerte holdt op med at slaa . . .
Med et føler vi os omringede af vore Modstandere, der myldrer fra alle Sider af Grusgraven. De rutscher ned i Stenene. De vandrer ned ad Brinken med rivende Hurtighed, som Laviner, som Myrer i Panik, naar der bliver traadt i deres Tue . . .
To af mine Kammerater falder . . . Den ene næsegrus i de hvide Smaasten . . . Den anden prøver paa at støtte paa de vaklende Ben . . . Han gør en Bevægelse, som om han bad en af os hjælpe sig . . . Han slaar sygt med Hovedet . . . en Bevægelse, der faar mig til at tænke paa en Hønes Bedøvelse, før den slagtes, segner om . . . som en Masse . . .
Vi smider vore Vaaben.
Der kommer en lille, sort udseende Underofficer med energiske Bevægelser og viciterer os.
— Hvor er Deres Knivbajonet? spørger han mig.
Jeg ser ned til mit Gevær. Bajonetten er væk.
— Han har gemt den — siger en forpustet Officer, som staar rask ved Siden af ham.
— Nu kan De selv om det — siger Underofficereren forretningsmæssigt, idet han gaar videre for at vicitere den næste. — Hvis vi finder Deres Knivbajonet paa Dem, bliver De skudt. —
Jeg rører mig ikke af Pletten. Jeg har en Fornemmelse af at jeg ikke staar op, men ligger stiv og udstrakt som under et Mareridt . . . Rædselen sidder som en Knude i min Hals, og paa hele Transporten gennem oppløjede, træløse Landeveje, gennem Ruiner af Byer, til Jernbanestationen paa Vej til Fangelejren gaar jeg og føler i feberagtig og panisk Forvirring overalt paa mig selv . . . indtil jeg uden Resultat af al min Leden føler Sveddraaberne hagle ned ad mig . . .
♦
Forinden de stak af, er jeg bleven beskyldt for at være vidende om nogle af mine Kammeraters planlagte Flugtforsøg. Jeg benægtede, at jeg kendte noget til det. Jeg lyver stadig, og har indviklet mig i Selvmodsigelser. Sagen ser sort og fortvivlet ud for mig. De af mine Kammerater, som er blevet tilbage i Fangelejren, ser paa mig med samme Ærefrygt, som de der betragter en Dødsdømt
Sent ud paa Aftenen Dagen før min Dom falder kulminérer denne ulidelige Spænding, hvori jeg næsten ikke kan aande . . . Jeg render i Desperation fra Lejren.
Et Stykke udenfor Pigtraadshegnet hører jeg i den bælgmørke Aften Skildvagtens fremmede:
— Hvem der? —
Jeg flyver i et Nu ubehersket paa Manden, render ham over Ende. Han taber lykkeligvis Geværet, der kommer til at ligge saadan, at min Haand griber om det blanke af Knivbajonetten . . . Jeg kender Laasen, ved hvor den sidder, og at den omtrent er som Laasen i vore Geværer. Jeg flaar Vaabenet af Geværløbet, holder det i min Haand som en Kniv, en Dolk, springer op og fortsætter mit vilde Løb.
Forunderligt. Hvorfor jog jeg den ikke i Ryggen paa Skildvagten, der laa afvæbnet under mig? Jeg kunde jo med Lethed have presset den i Halsen paa ham, lige under Hagen og sprængt hans vrælende Strubehoved...
Hele Natten løber jeg. Jeg kender ikke Egnen, jeg kommer igennem. Paa Dagens Lysning og Stjernerne kan jeg se at jeg løber mod Øst. Hvorfor løber jeg mod Øst?
Det er Sommer. Natten er lun, men for mig meget lummer. Sveden render af mig . . .
I den svale, stille rødmende Morgen naar jeg til en tilsyneladende lille By, hvor Vejene ligger stille og mennesketomme i den opgaaende Sol . . . Jeg hører Fuglene . . . Summen af Insekter . . . Pludselig brister jeg i en lang og lykkelig Graad, samtidig med at jeg bliver dødelig forskrækket, da mine undvegne Kammerater dukker frem af et Hegn og falder mig om Halsen. —
Jeg staar saa underlig, synes jeg, midt paa Vejen i den fremmede By med en Kniv i Haanden.
♦
Der begynder at komme Mennesker paa Gaden. Vore Fangeuniformer vil røbe os. Vi maa finde os et Sted, hvor vi kan være til Natten kommer. Vi deler os i tre Hold, som skal gennemsøge Byen efter et heldigt Sted. Efter en halv Times Forløb mødes vi og en af Kammeraterne anbefaler os en Gaard, hvor der ligger et Bageri. Vi lister os ind i Gaarden. Bagerne er aabenbart færdige med deres Arbejde og gaaet i Seng. En af os aabner Døren, og hele Flokken smutter ind i det tomme Bageri. Vi sluger forkomne hvad der er af Brød, Dejg, Syltetøj, Rosiner, Vanillie og Sukker. Vi gemmer paa os, saa meget vi kan bære.
Pludselig hører vi taktfaste Trin ude i Gaarden. En Patroulje. Vi kender Fodslaget. Vi ser paa hinanden, overraskede, panisk angste, og Tankerne søger i Musehuller . . .
Der lyder en sagte Kommando udenfor Døren:
— Gevær ved Fod. —
Vi hører Geværgrebene . . . Kolberne, som sættes mod Stenbroen . . .
Da faar en af mine Kammerater en Ide. Han aabner Døren ind til Bagerovnen. Gud døde mig, Jernlemmen ind til Ovnen! De kravler derind . . .
De kravler allesammen derind . . .
Men jeg viger tilbage, angst for Heden, som slaar ud fra den endnu varme Ovn . . .
Nogen tager i Døren ud til Gaarden.
Jeg smutter om bag et Dejgtrug, som staar stillet paa Højkant ved Væggen . . .
En Korporal træder ind . . . Hans Sidevaaben sidder i Skeden. Jeg ser det slaa omkring ham ved den voldsomme Bevægelse, hvormed han træder ind. Fjenden . . . Forfølgerne . . .
Døren ud til Gaarden glider i efter ham . . .
Han staar pludselig stille, som om han hørte det svage Smæld af Ovndøren, der falder i . . . Enhver Detaille i denne Scene staar hamret med mit Hjertes Pulsslag i min Bevidsthed . . .
Han lister sig hen til Ovnen . . . lytter . . . Jeg ser ham gøre en Bevægelse . . . Han lægger sig paa Knæ og lægger Øret til Lemmen . . . Jeg synes at høre den dumpe Lyd af mine Kammeraters hamrende Hjerter . . . Han ligger lige under mig . . . Jeg løfter min Kniv; thi jeg ved, at mine Kammerater er opdagede . . . Jeg vil sætte min Knivbajonet som en Dolk i Nakken paa ham med et kort, kraftigt Stød .. , Saa kan vi overrumple de Fyre ude i Gaarden og tage deres Uniformer . . . Det er Redningen, jeg ser . . .
Nu! Det skal være nu! Ellers flytter Manden sig . . .
Men jeg kan ikke . . . Jeg vil støde til, men min Arm nægter at adlyde mig . . . Jeg kan ikke . . . Jeg vil støde til . . . Saadan . . . Jeg maa redde dem . . . Aah, jeg kan ikke . . . Blot et rask Stød . . . Men jeg kan ikke føre det . . . Jeg magter det ikke . . . Jeg stønner af Anstrengelse . . . Men jeg evner ikke at redde mine Kammerater, som er inde i Ovnen . . .
Til min Rædsel ser jeg det pludselig myldre ude i Gaarden med fjendtlige Soldater . . .
En Officer træder ind . . . Lejrkommandanten . . .
Et Øjeblik efter er jeg opdaget og afvæbnet . . .
Da ser jeg, som det sidste, inden jeg føres væk, og medens mit Blod bliver ligesom til Sten af Skræk . . . du gode Gud — de fjendtlige Soldater giver sig til at fyre i Ovnen . . . De dænger Kul og Petroleum derind . . . Jeg ser Flammerne . .. Ilden ... Flammerne . . .
♦
Jeg tænker, at det er at betragte som min Straf, at jeg er sendt til Fronten i Fjendens forreste Linje . . . Jeg staar i Geleddet stirrende op og ned ad mig selv, paa Enkelthederne i min fremmede Uniform . . .
Jeg er i Ilden . . . Imod mine Kammerater . . .
Kompagniet har formeret Kæde. Projektilerne piber en nervepirrende Sang om mit Hoved. Jeg er træt . . . Jeg havde allermest Lyst til at smide mig ned .. . opgive dette . . . Jeg længes efter mine Kammerater . . . Gid et af disse kære Projektiler deroppe maatte ramme mig . . . Det fortjener jeg elendige . . .
Jeg kommer pludselig i Nærkamp med nogle af mine . . . Jeg springer dristigt frem, op . . . Jeg er Maal for Kuglerne, Bajonetterne . . .
Da føler jeg med et det kolde Staal glide ind mellem mine Ribben . . . Jeg segner smilende om . . . Jeg synes, jeg er lykkelig . . . Det sidste, jeg ser, er Vaabenet, der er blevet siddende i mig selv ... Jeg ser Nummeret . . . 10503 . . .
Efter Kampen som er faldet ud til Fordel for mine Kammerater, staar Generalen pludselig ved Stedet, hvor jeg ligger . . .
— Men Gud — siger han med en mild og venlig Stemme, som gør godt langt ind i mig — det er jo 5 . . .
Og jeg, ligger lykkeligt smilende, befriet, og famler efter det velsignede blanke, som sidder i mit Bryst . . .
Jeg løfter Hovedet . . . ser mig om i mit Værelse . . . En Solstraale spiller paa mit Bryst . . . Jeg er vaagen . . . Til Morgen har jeg ingen Feber. Jeg er Gudskelov snart rask.