Vesterbrogade. Jeg gaar fra Wivels Hjørne ved Bernstorffsgade, Frihedsstøtten, over Boulevardbanen ud imod Osborne, Frederiksberg Allé, Værnedamsvejen. Disse slidte Flader af Asfalt gør mig glad. Jeg træder Fliserne med tankefuld Omhu, føler at jeg hviler paa hele Fodsaalen og gør min Gang fjedrende af stille Henrykkelse over den blotte Følelse at gaa i en befærdet Gade. Hvor mange Cykler suser ikke her Dagen igennem, Mennesker til Forretningskvartererne i den indre By? Hvor mange Vogne, Biler, Droscher og Sporvogne strømmer hvileløst over denne Asfalt, som taalmodig lader sig træde paa, trampe paa, slide paa? Hvor mangen ung Pige gaar ikke forbi Dagen igennem? En sund og landlig Pige fra Valby, hvis hvide Tænder og kraftige Lemmer fornyer mig fysiologisk. Jeg aner Kløver og Køer og Stalde og grønne Marker, stærk Sol. Mine Tænder løber i Vand ved Tanken om Mælken i hendes Bryst. Eller en ung, høj og slank Pige fra det borgerlige Frederiksberg. Hun er ligesom jeg af god Familie, af hvilken Grund jeg har samme Ærbødighed for hende som for mig selv. Men den største Ærbødighed nærer jeg dog for hende som Kvinde. Hun er en Præstedatter, Kantordatter eller Rektordatter, men det er mere interessant, at hun er vidunderlig. Der er en Duft af Forsigtighed over hende, Reservationens Ynde. Hun koketterer ikke med hvemsomhelst. Jeg elsker hendes blonde Højde, hendes Mine af Kølighed, som man bare ikke skal tage højtidelig —. Hendes Legeme er fint og spinkelt. Jeg beruser mig bevidst i Synet af hendes Skikkelses ladylike Smalhed. Skuldrene. Jeg kommer til at tænke paa Ida-Yngst hos Herman Bang. (O, store Herman Bang.) Farvel du blonde, du blide. Jeg vil huske dine Øjnes hemmelige, bedrøvede Ømhed — dine Armes Stilling til Profilen i dit Pigebryst. Eller ogsaa møder jeg den blege, forvaagede, ægte Konfettikøbenhavnerinde fra Vesterbro. Sommerpigen. Tivolipigen. Hun gaar for længe ude om Aftenen, undertiden i et Ærinde, der skaffer hende Politiet paa Halsen! Takket være sine Udskejelser er hun efterhaanden kommet til at se dydig ud. Hun ser bleg ud, den Smaa, men englefrom. Hun slides op af Mandfolk, der hver Nat næsten tager Vejret fra hende i en morderisk Erotik. Hun kan ikke holde til det, den Smaa. Hendes Bryst er næsten væk, og hendes Blodprocent er foruroligende lav. Hun hedder enten Lydia eller Stella. Nu skal hun hen og se paa en Hat, som hendes Elskede (hun har truffet ham i Nat) har foræret hende. Du Vesterbrobarn, du blege, fromme Fugl med de lastefulde, om Begrebers og alle Tings Betydning fuldstændigt desorienterede Øjne. (Hvad er det for noget, det hele?) Du paa en ny Hat seende Sommerpige fra Byens lette, lyse Nat, pas paa din skrøbelige Ungdom. En skønne Nat kvæles du som en Due i et Urkys i et gigantisk Favntag, om hvis Dimensioner du drømte som ganske ung Pige — men som nu nærmest volder dig den ulideligste Pine, dit lille Skrog. Dit Stykke Kameliedame, som tankeløst og i Virkeligheden dødssyg æder Chokolade og ryger Cigaretter og sjokker i Modeforretningen. Herregud, Stella, hvordan skal det gaa dig? Hvad, Lydia? Jeg gaar her, vildt bedrøvet paa dine Vegne, og finder dig urkomisk —. Og dog, naar jeg ser dit blege, tankeløse Ansigt, bliver jeg alvorlig. Jeg gaar over Gaden, forbi Hjørnet ved Gamle Kongevej. Jeg henfalder i Betragtning af de brogede Butikker.
Jeg standser foran et Boghandlervindu. E. Phillips Oppenheim: Et mærkeligt Kompagniskab. Omslagstegningen til en Knaldroman af Booth Tarkington, en Gruppe fantastiske Skyskrabere, øjensynlig et Stykke New York, sætter min Fantasi i øjeblikkelig, stærk Bevægelse. New York. Broodway. Brooklyn. Battery Park. Madison Square Garden. Pludselig ser jeg en anden Bog »Das Ende des Impressionismus«, et kraftigt, tysk Bind. Gud véd, hvad det er for noget? Romaner af Victor Bridges, White, Conrad, London, Hichens. Pludselig en Reklame fra Dæhnfeldt i Odense, et farverigt Katalog i grønne, røde og gule Farver. Det liver kolossalt op i Vinduet, der ellers svømmer i en graa Planløshed af Blyanter, Salmebøger, Ingeborg Vollquartz, Linealer, Konvolutter og Brevservice. Sweet Marden! Føj for Fanden, denne Fusker og Oberst og Digter og Moralist og smagsfordærvende Dilettant! Fjern ham af Vinduet, Hr. Boghandler! Bed hans amerikanske Infami af hyklerisk Ridderlighed tage Ingeborg Vollquartz under Armen!
Foran en Vinhandlers Vindu fordyber jeg mig i den søde Musik af Navne. Liqueur Rocher fréres. La Côte Sct. André (Isére). Flasken ser morsom ud, tyk og mavet, men dekorativ. Der er Cherry Vermouth, Whisky, Portvin. Der er Leoville og Chambertin, som staar solidt paa Benene. Der er grøn Prunelle, som i en kvindagtig og affekteret Stilling truer med at miste Balancen. Jeg leder uden Held efter Marachino, Amontillado, Foggy Brandy, Buchanan og King George. Jeg gentager vellystigt Navnene — for Navnenes Skyld naturligvis! Malaga, Sherry Cordial, Cointreux, Rocher fréres. La Côte Sct. André (Isére) —
Ud for en Skotøjsforretning faar jeg pludselig Lyst til en brun, randsyet Wilsonstøvle! Og Lyst til en Up to date i Lak. Jeg vender mig om og ser en ung Pige gaa forbi mig. Det første, mit Øje falder paa, er hendes Fodtøj . . . Jeg føler en fortærende og uforskammet Lyst til at sige til hende: Frøken, jeg er aldeles overbevist om, at en saa lille Støvle som Deres maa hedde »La plus petite Suchelle Ninon, Paris 1918, ægte randsyet«. Med hele Haanden!
Jeg retter mig, udrydder et pludselig Fond af Uligevægtighed i mig selv, og fordyber mig metodisk i Vesterbrogades Butiksvinduer.
Ægte Fegton Undertøj for Damer. Skal det være en Heluldssweater for en Herre? 18 Kroner. Jeg vil købe mig en Hat. En ægte Ramsgate Filthat eller ogsaa en funklende Christy Cylinder, last fashion. Nej, en fransk, chik Dauillard! Som er ganske musegraa og let i Farven og som sidder — Naada! Selvfølgelig kan man kun gaa med de fineste Hjorteskindshandsker til denne Hat; men de maa paa ingen Maade have kostet under 20 Kroner!
Jeg bliver pludselig nervøs ved at staa ud for Glashandlerens murhøje Rude, bag hvilken en gennemsigtig Verden af Skrøbelighed smiler stofliggjort i talløse Former, Jardinièrer, Flakoner, men hovedsagelig Glas. Se, det tykke, fordrukne Bourgogneglas, hvor det dominerer. Se, hvor Champagneglassene staar som Aakander eller som Liljekonvaller. Se, hvor yndefuldt i Linjerne, hvor midieslank og jomfruagtigt de staar paa deres tynde Stilke, hvor blufærdigt i Tegningen. Det maa være nogle frække Pigebørn, der skal drikke af dem —! Se, de vandgrønne Rhinskvinglas, hvor de dufter i al denne klare Farveløshed. Se, de smaa granatrøde Likørglas. Hej, en Cocktail! Se, de unge, blege Damer, Vaserne, de staar som om de ventede, at Glaskanderne skulde komme hen og inclinére for dem. Se, de kostbare Matroner Jardiniérerne, der moderligt passer paa deres Døtre. — Se Assietterne, Osteklokkerne, Smør- og Radiseglassene, se, denne Fest af Reflekser, Linjer, Spejlninger, sé dette Bal af yndefulde Ben og skrøbelige Arme, af virtuose og rytmisk skønne Bevægelser, af jomfruelig Gennemsigtighed, o, en Glashandlers Vindu!
Jeg tager Ild paa en Arrow Cigar, som er lys og tynd og lang. Nu dufter Vesterbrogade. Skulde jeg købe Cigaretter, Baschari, til en eventuel Veninde, en ganske tynd Ledsagerske, hvis Skikkelse vil minde mig om Liljekonvalierne, hvis Sko vilde minde mig om den funklende elegante Skotøjsbutik, hvis yndefulde Gang vil faa mig til at fable om Booth Tarkington, Wyllian, Brooklyn og Madison Square Garden, hvis Øjne vilde minde mig om Krystal, og Munden om Vin, Cointreux, Chambertin, Liqueur Rocher fréres, La Cote Sct. André (Isère), hvis hvide Fichu var original Fegton, og hvis lille Haand sluttede i et yndigt Etui af ægte Hjorteskind — skulde jeg? Skulde jeg føre hende hen til en Juvelbutik, og vise hende en Ring af Guld! Skulde jeg vie mig til hende, fordi hun rummede hele Verden? I hvertfald Vesterbrogade?