Dag og Nat(Skrevet som Musiktext)Med en svag og uvant Tunge,Men med Hjertets stærke Slag,Eders Lovsang her vi sjunge,Hulde Søstre, Nat og Dag!Dag! du muntre, skjønne, hvide,Du, som rækker Livets Drik;Nat! du dunkle, stille, blide,Med det sværmeriske Blik! —See hisset, alt blusser venligt Østens Kind! —Nu aabner Bonden taus sin lave HytteOg nikker til den aarle Skytte,Der iler rask i Skovens Hvælving ind.Med Triller stiger Lærken højt i Sky. —Fra Skyen toner dæmpet Strubens Klang,Den synger Rosen ømt en Morgensang.Og Rosen stirrer mod det Høje,Har Duggens Taarer i sit ØjeOg hører Sangen rødmende og bly.Højere paa Himlens BueIler Solen i sin Lue,Ret som vil den overskueGrant den lykkelige Jord;Druen vægtig Ranken tynger,Frugten sval paa Grenen gynger,Liden Smaafugl Psalmen syngerVed det rigtvelsignte Bord! —Den synker alt, og længer SkyggenSig strækker ud i Skov og Dale;I Aftenguldet sværmer MyggenOg højt paa Jagt den lette Svale;I Dands sig Pigen svingerVed Fløitens muntre Spil,Fjernt Aftenklokken ringerSaa brudeligt dertil.Snart stiger Maanen med de Stjerner smaa;End eengang Solen maalerDen skjønne Jord med sine blanke Straaler,Den trykker Kys paa Bjergets Toppe,Misunder Søsteren histoppeOg dukker blussende i Bølgen blaa. —Mens ved Maanens blege FlammerJordens Børn end sværme om,Sidder Natten i sit KammerSom en Moder øm og from;Venter eensom paa sit Sæde, — Seer sig skuffet i sin Glæde —Sukker med bekymret Hu:„Ingen vender hjem endnu!”Mellem Frygt og Haab i KampenStirrer hun mod Døren frem,Vægen brænder dybt i Lampen,Endnu vender ingen hjem! —Stirrer hun mod dunkle Rude,Hører kolde Vinde tude,Sukker saa med bange Gru:„Kan de glemme mig endnu?”Tys! paa Trappen alt de støje,Buldre saa ad Døren ind:En med Fryd i vilde Øje,En med Graad paa blege Kind;„Børn, hvor har I voldt mig Smerte!O, kom alle til mit Hjerte!Siig mig, hvor er Nøden størst?Ak, hvor skal jeg hjælpe først!”Iler saa med Moderpleje,Rækker hver en Glemselsdrik,Sysler ved de Kjæres Leje,Dølger selv det vaade Blik;Tvinger sig til glad at smile,Nynner alle blidt til Hvile,Gaaer saa frem paa sagte Taa,Vinker til de Drømme smaa. —Fra skjulte Vraa sig svingerSom flygtig NattevindPaa brogetskjønne VingerEn munter Skare ind;Den overflagrer nøjeHvert Barn i første Blund,Betragter Graad i ØjeOg Smil paa Rosenmund; — Selv uvis og uroligEr liden DrømmegudOm hvilken HjerteboligSig hver bør kaare ud;Nu sænkes blidt de spæde, De gyldne Vinger ned,De finde Alle Sæde,Og rundtom aander Fred!Frem gaar med stille GammenDen moderglade Nat,Udpuster hurtig Flammen,Og Alt forsvinder brat;Hun trykker da med VarmeSaa saligt og saa tystI Mulmets bløde ArmeHvert Barn op til sit Bryst! — — Nu slumrer dybt med sænket ØjeDen dunkle Jord dødtung og stiv —Hvert Døgn maa den sig ydmyg bøjeFor Aanden af det store „Bliv!”Kun Stjerner vidne i det HøjeOm Gnister i Naturens Liv!Dog tør hver Skabning trøstig lukkeSit Blik med en hengiven Aand:Der svæver over Jordens VuggeVelsignende en Faderhaand,Som peger mod en himmelsk Mai,Naar Læben bleg i Døden skjælver,O Øjelaaget mat sig hvælverOm Øjets brustne Glemmigej!