Ludvig Bødtcher (1793–1874)

I Sjælens Dyb er en urolig Flamme

En Drift, som savner Livets Poesi,

Som kæmper haardt mod Hverdagslivets Ramme,

Vil atter sværme lykkelig og fri:

Med Suk maa Hjertet over Skatte ruge,

Nedlagte for et rigt, mangfoldigt Liv,

Og følelser, som Verden ei kan bruge,

Som Døden høster med sin skarpe Kniv.

Hvad lindrer Savnet? Hvad kan Længslen styre?

To Magter sendt’ til Menneskenes Trøst:

De søde Toner af en Digters Lyre,

Og, Elskov du! med al din rene Lyst!

I drage atter bort det mørke Dække,

Som skjuler Livets tabte Farvepragt,

Og derfor takker Hjertet Eder Begge

Med lige Ret, og fast med lige Magt!

O, Danmarks Skjald! bar Laurens skjønne Lande

Din Vugge hist, forgyldt af Sydens Sol,

Omslynged længst en Krands Din Digterpande,

Rakt med Begeistring Dig fra Kapitol: —

I Nord, hvor selv Apollos Straaler vige

For Taagens Phlegma om den danske Kyst,

Seer Folket stolt Dit klare Nordlys stige,

Men Jublen fængsles i det tause Bryst.

Dog høit skal her i Musasønners Klynge

Begeistringen sig svinge uden Tvang,

Og Glædens Fugl skal flagre frit og synge,

Kun bunden løst ved Takt af Bægrets Klang:

Mens udenfor den skarpe Nordvind kæmper,

Og Vintertid med mørke Miner staaer,

Vi hæve glade Bægret for November,

Som fødte Danmark Romantikens Vaar!