Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Du selv, en Blomst fra Jordens Have,

Med Rod i Evighedens Grund,

Kan tyde Tanken af min Gave

I denne alvorsfulde Stund:

Et venligt Billed jeg Dig sender

Paa Ynde, og paa Ungdomskraft,

Hvor jordisk Blomsterskjønhed brænder

Og Sundhed boer i Stilkens Saft: —

Dog selv i Dine rene Hænder

Vil Farvepragten slukkes ud,

Og Alt hvad timeligt kun blænder

Hjemfalder ogsaa Tidens Bud. —

Kun hvad om Himlen kan erindre

Skal aldrig falme, aldrig døe,

Og i Dit eget Hjertes Indre

Du finder evigt Blomsterfrø: —

O! beed da Himlens Gud om Kraften

At dyrke Hjertets Blomster ret,

Da er Du, selv i Livets Aften

En yndig duftende Bouket!