Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Hvert Digterskib har tonet høit sit Flag

Og hilser Dig med Kongeskud idag;

Selv mindste Snekke møder til din Fest

Og svinger Vimpelen, som den kan bedst,

Mens Sorø holder kjærligt Dig i Favn

Og tegner i sin gyldne Bog dit Navn: —

Dit Navn! For mig det er en Tryllestav,

Som bringer Perler op fra Tidens Hav:

Jeg nævner det — og i sit Rosenskjær

Staaer Ungdoms søde Drøm mig atter nær;

Dit første Harpeslag med Vaarens Lyst

Igjennembæver atter dybt mit Bryst —

Jeg seer mig selv, hvordan jeg dengang gik,

Forelsket fast som i en Piges Blik,

Hvordan jeg stod fordybet i dit Syn,

Din blege Kind, dit Øies Tankelyn —

Ja selv, hvordan jeg stjal med Angst og Gru

Din Haandskrift — ak, jeg ejer den endnu! —

Kun Digteren og Elskovs første Smil

Kan saare med saa sværmerisk en Piil.

— Mon nu forandret er min Hu? O nej!

Saa gammel Kjærlighed den ruster ej:

Mit Øje følger dine Stjerneskud,

Som naae, hvor Tiden ej kan sende Bud;

Dit Nordlys leder magisk hen mit Blik

Til gamle Tiders svundne Romantik, —

Og nu, da sagteligt det gaaer mod Qveld,

Din Orgeltone freder om min Sjæl: —

Tag Hjertets Tak! Gud signe hver din Vej,

Du ædle Gave fra den danske Maj!